Festival satsede og skubbede datoen til september: - Det var et godt skud

Tilbage i februar måned blev det meldt ud, at Skive Festival ikke som vanligt ville blive afviklet i juni men derimod i september. Det er en beslutning, som arrangørerne er godt tilfredse med i dag.

2:33
I dag er en god dag for formand for Skive Festivalen, MIchael Eiskjær. Nu kan han snart sammen med resten af arrangør-teamet endelig få lov til at afvikle festival igen.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Det er en af de dage, som dem, der lever af at forsamle mange mennesker, har ventet længe på. Tidligt torsdag morgen blev regeringen nemlig sammen med alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige og Kristendemokraterne enige om en plan for ophævelsen af samtlige danske coronarestriktioner.

Det betyder, at der efter den 1. oktober kun vil være generelle anbefalinger fra sundhedsmyndighederne tilbage, og fra den 1. september vil der ikke længere være arealkrav, ligesom der heller ikke vil være regler for åbningstider og udskænkning af alkohol.

Det betyder noget for en lang række udendørs arrangementer, og dermed er der nu igen udsigt til, at landsdelens festivaler for første gang i omkring to år kan blive stablet på benene.

- Jeg har det fantastisk. Det er en god dag at være festivalsarrangør. Det var en dejlig nyhed at stå op til, lyder det i dag fra Michael Eiskjær, der er formand for Skive Festival. 

Vellykket sats

Netop hos arrangørerne bag Skive Festival er der måske ekstra grund til at kippe lidt ekstra med flaget i dag. De besluttede nemlig tidligere på året at flytte festivalen fra juni måned til den første weekend i september.

- Det var et stort sats. Vi sad til et bestyrelsesmøde i uge 6 og havde svært ved at se, at vi kunne afvikle i juni, så vi forsøgte at udvise rettidig omhu, og så håbede vi ellers bare på, at det kunne lade sig gøre til september. Nu ser det ud til, at vi kan afvikle Skive Festival næsten, som vi altid har afviklet Skive Festival, fortæller Michael Eiskjær.

Så hvor vellykket et sats var det?

- Det var et godt skud.

Flere end 5000 billetter er solgt, og det skyldes, at der allerede er overført billetter fra sidste år, hvor festen som så meget andet måtte bukke under over for coronapandemien. Nu er der så med den nye politiske aftale plads til endnu flere gæster.

- Vi har hele tiden gået og håbet på, at vi kunne forsamles flere mennesker til september. Så vi er så glade for, at de fantastiske gæster, der har troet på os og har beholdt deres billetter, nu endelig kan få indløst deres billetter, fortæller Michael Eiskjær.

Fra den 1. september vil der heller ikke længere være krav om coronapas til udendørs arrangementer.