Gelænderbandens mangeårige kamp er slut: Nu kommer der et gelænder

Slots- og Kulturstyrelsen har givet dispensation til at opsætte et gelænder.

Slots- og Kulturstyrelsen har nu givet tilladelse til, at man kan rejse et gelænder på højen. Billedet her viser et af de tidligere gelændre, der er blevet pillet ned.
Slots- og Kulturstyrelsen har nu givet tilladelse til, at man kan rejse et gelænder på højen. Billedet her viser et af de tidligere gelændre, der er blevet pillet ned.
Foto: Caroline Siegumfeldt, TV MIDTVEST

Gelænderbandens mange årige kamp for at få et gelænder sat på Bette Jenses Hyw på Fur bliver nu en realitet.

- Det er da en glædelig nyhed. Vi havde fået at vide, at tilladelsen ville komme her til marts måned, men det er dejligt, at den nu faktisk er kommet, fortæller Anton Simonsen, der har kæmpet for at få et gelænder sat op som medlem af Gelænderbanden.

Øens højeste punkt med den flotte udsigt bliver nu lettere for gangbesværet at komme op til.

I flere år har gruppen af lokale kæmpet for at få lov til at sætte et gelænder op på trappen op til højen, men hver gang de har sat et gelænder op, er det blevet pillet ned, fordi det var ulovligt. 

Omkring fire-fem gange har Gelænderbanden sat et gelænder op, der så efterfølgende er blevet fjernet.

- Det har da været irriterende at skulle kæmpe for det så længe. Man kan se, at folk har gået ved siden af og brugt trappen som et gelænder, fordi der er kommet et spor, så der er tydeligvis behov for det gelænder, fortæller Anton Simonsen.

Anton Simonsen og resten af Gelænderbanden vil holde en lille fest på stedet, når gelænderet endelig kommer op.
Anton Simonsen og resten af Gelænderbanden vil holde en lille fest på stedet, når gelænderet endelig kommer op.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Banden råbte Christiansborg op 

1. juli 2022 blev loven på området ændret, hvilket gjorde det muligt at søge om dispensation for reglerne om, hvad der må være på gravhøje. 

Daværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) sagde tilbage i efteråret 2021, at man havde lagt mærke til Gelænderbandens indsats.

- Selvfølgelig betyder det noget med de opråb, der blandt andet har været fra Gelænderbanden på Fur, der siger, at ”prøv at høre her, vi vil bare gerne have et gelænder”, fortalte hun til TV MIDTVEST dengang. 

Så bandens mangeårige opråb endte med at blive hørt af politikkerne, og fik dem til at kigge på mulighederne for at ændre lovgivningen på området, som den nu er blevet.

- Jamen det er jo fantastisk. Når gelænderet bliver sat op, så har vi aftalt, at vi holder en fest deroppe, fortæller en glad Anton Simonsen.

Der er fire ugers klagefrist, som skal udløbe, før Skive Kommune kan sætte et gelænder op.