Henrik efterlyser familie til 115 år gammel ring

Henrik Simonsen har fundet en vielses- eller forlovelsesring fra 1910. Nu søger han efter den familie, som den tilhører.

Det er denne ring, som Henrik Simonsen har fundet.
Det er denne ring, som Henrik Simonsen har fundet.
Foto: Privatfoto

Henrik Simonsen er fritidsarkæolog og går ofte på jagt efter skjulte skatte med sin metaldetektor. Han søger ofte ved naturområdet, der bliver kaldt Verdens Ende på Fur, men det er ofte lange dage uden det store held.

Men en dag for et par år siden var en af de der drømmedage for en fritidsarkæolog.

- Det er typisk ene skrot, vi finder, men så er der sommetider guld, og det var der her, siger Henrik Simonsen.

Den dag bippede hans metaldetektor nemlig, og her fandt han en lille ring af guld.

- Det er så stor en oplevelse. Man kan jo gå en hel dag og grave 100 til 200 huller uden at finde noget, siger Henrik Simonsen.

Selvom Henrik Simonsen bare kunne have puttet guldringen i lommen, så var det ikke det, han gjorde. I stedet satte han sig for at finde familien og fandt sin indre detektiv frem.

- Det er familiens og ikke min. Prisen har jeg fået ved at finde den, siger han.

Henrik Simonsen er fra Fur og er fritidsarkæolog.
Henrik Simonsen er fra Fur og er fritidsarkæolog.
Foto: Privatfoto

10-09-10 er graveret 

I ringen er der graveret datoen 10-09-10, men da ringen er af gammel karakter, tvivler Henrik Simonsen på, at ringen er fra 2010. Han vurderer snarere, at den er fra 1910.

Den teori er blevet bekræftet af en person fra lokalområdet, som har fundet frem til, at ringen blev fremstillet hos guldsmed Søren Peter Melgaard med butik og værksted på Frederiksgade 2 i Skive. Butikken eksisterede fra 1893 til 1937.

Henrik Simonsen har derfor undersøgt kirkebøgerne for at se, hvilke par der forevigede deres kærlighed denne dag. Der var dog ingen vielser på Fur den 10. september 1910.

Fritidsarkæologen tror derfor, at ringen kan være en forlovelsesring. For selvom han ikke har undersøgt kirkebøger fra andre steder i landet, mener han, at det er usandsynligt, at et par ville rejse langt i 1910.

- Det er jo begrænset, hvor langt folk kom omkring dengang, siger han.

Efterlyser familie

Henrik Simonsen har i et par år forsøgt at finde frem til familien, men det er endnu ikke lykkedes. Derfor har han efterlyst familiens ejere af ringen på Facebook og gennem TV MIDTVEST.

- Jeg håber, at der er nogen, der havde et familiemedlem, som blev gift eller forlovet på den dato. Familien er her jo stadigvæk, så ringen skal selvfølgelig overdrages, siger han.