Kati jubler efter genåbning: Kagerne er blevet flået af hylderne

Først måtte hun lukke ned på grund af en anmeldelse, men nu kører kagebiksen igen.

Kati
Foto: TV MIDTVEST

Kati Köhlers kager går igen som varmt brød. I hvert fald blev de flået ned fra hylderne, da hun i denne weekend igen havde fyldt køleskabet til randen med hjemmebag.

- Køleskabet er helt tomt, fortæller en glad Kati Köhler.

I september sidste år måtte hun ellers lukke sin lille forretning med kagesalg efter en anonym anmeldelse til Fødevarestyrelsen.

Bagefter var hun faktisk glad for anmeldelsen, fordi den har givet hende omtale og også fik hende i gang med at få styr på det med en salgstilladelse.

Har ikke været bekymret

I denne weekend var det så altså igen værd at køre en tur forbi køleskabet i Breum.

- Jeg har faktisk ikke været bekymret for, om jeg kunne sælge kagerne, for der er simpelthen så mange, der har ønsket mig held og lykke, fortæller hun.

Der er to forskellige slags kager i køleskabet hver dag. Dog ikke mandag, hvor hun nøjes med én slags.

- Jeg skal lige have fundet ud af, om folk også vil komme og købe om mandagen. Derfor laver jeg kun én slags, for så er der mindre, jeg selv er nødt til at spise bagefter, griner hun.

1:52
TV MIDTVEST besøgte Kati Kähler 23. september sidste år.