Fra kaos til kald: Sophia overvandt modgang og blev præst

Vi møder Sophia Holm Hjorth en januardag i Lemvig Kirke, hvor hun har været sognepræst i en måned. 

- Er den ikke smuk? spørger hun begejstret. 

- Læg mærke til bølgeudskæringerne i bænken, der symboliserer, at vi alle er i samme båd, fortsætter hun.

Kirken er i det hele taget et rum, der har stor betydning for Sophia Holm Hjorth. Det var her, hun fandt ro og håb, da hun efter nogle svære ungdomsår blev mere og mere søgende.

- Da jeg boede i København, gik jeg ofte ind i de åbne kirker. De havde nogle andre tilbud end den klassiske gudstjeneste, som jeg slet ikke turde opsøge, fordi jeg ikke anede, hvordan man skulle agere. Men bare det at være i kirkerummet, hvor der var højt til loftet og lyst, det gav mig håb, forklarer Sophia Holm Hjort. 

På et tidspunkt tog hun mod til sig og bad om at blive døbt. Herefter blev det mere og mere indlysende for hende, at det var teologien, der måtte være hendes vej.

Brød med Jehovas Vidner

Da Sophia Holm Hjort var barn, var familien med i Jehovas Vidner. 

- Det gav en tryghed og et fællesskab, men jeg var også et barn, der stillede mange spørgsmål om livet og døden, forklarer Sophia Holm Hjort.

Da hun var 7 år gammel, brød familien med trossamfundet, og det tog hård på hendes forældre. 

- De blev syge. Psykisk handicappede vil man nok kalde det, og herefter var min bror og jeg faktisk overladt til os selv. De havde ikke overskud til at tage sig af os, forklarer Sophia Holm Hjorth. 

Hun havde fra en tidlig alder diabetes, og da hun var 11 år bad hun selv Esbjerg Kommune, hvor familien var bosat, om at komme til at bo et andet sted. Det førte til, at hun i tre år boede på en institution for børn med netop diabetes. 

 - Det var bedre end det, jeg kom fra, konstaterer hun .

Levede som hjemløs

Årene efter opholdet på ungdomsinstitutionen blev svære. Sofia forsøgte at gå på handelsskole, men det gik ikke. Da hun var 16 år, mistede hun sit kollegieværelse, og i lange perioder af sit ungdomsliv var den nye sognepræst i Lemvig hjemløs.

- Ja, jeg var vel det, man kalder sofahjemløs. Jeg boede ikke på gaden, men rundt omkring hos mennesker jeg kendte - og også hos nogen jeg ikke kendte. Det var hårdt, forklarer Sophia Holm Hjorth.

Hendes tro på sig selv var ikke stor, men det lykkedes hende at få og passe et job i en burgerbar, så hun kunne betale for et sted at bo. 

- Jeg fik også råd til at tage på min første udlandsrejse nogensinde, og her fik jeg mod på at tage hjem og få en uddannelse.

Dansede til rapperen Tessa

Sophia flyttede til København, begyndte på HF, fik gode karakterer og bestod sin eksamen. Samtidig begyndte hun at opsøge forskellige religiøse miljøer. 

 I de åbne kirker fandt hun både ro og tro - og det viste hende vejen til teologistudiet.

 - Jeg kunne bare mærke, at her havde jeg hjertet med. Så måtte det jo vise sig, om jeg også kunne blive præst, men det var det, jeg gerne ville. 

Og sådan blev det. Sophia fik sin eksamen, og hun husker stadig følelsen, da hun fik sit første embede. 

- Det var helt surrealistisk. Jeg tænkte: "Hvordan kom jeg lige hertil fra et liv på kanten?" Og selvom jeg ikke er den store Tessa-fan, så spillede jeg hendes sang "Bål"  og dansede rundt i hele huset, forklarer Sophia Holm Hjorth.

I sangen synger rapperen Tessa blandt andet: 

"Til alle dem, der er blevet trådt på. 
Og tror, at drømme er umulige at opnå.
Det handler ikk' om hvor hårdt du rammer jorden, min ven.
Det handler om, hvordan du kommer op igen. " 

Sophia Holm Hjorth medgiver, at hun nok blev præst på trods af alle de odds, der var imod hende, men hun er samtidig ikke i tvivl om, hvorfor det lykkedes.

Hør her, hvad hun tror, der har hjulpet hende.