Østeuropæisk tyvebande anholdt i Salling
Politiet har anholdt fem rumænere, der stod bag en række tricktyverier rundt om i landsdelen.
Torsdag eftermiddag anholdt politiet fem rumænere i Kirkeby i det nordlige Salling. Rumænerne er nu sigtede for at aflæse pinkoder og efterfølgende stjæle punge med betalingskort.
Tyvebanden har været vidt omkring. Torsdag var de på spil tre gange i Thisted, en gang i Hanstholm og til sidst en gang i Aars.
- Vi har at gøre med en gruppe, som er særdeles geografisk mobile, siger Niels Bach, politiassistent hos lokalpolitiet i Skive.
Den rumænske gruppe består af en kvinde på 20 år, en 20-årig mand, en 31-årig mand og to 38-årige mænd, som senere i dag bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro med henblik på varetægtsfængsling.
Der er stadig efterforskning i gang, som blandt andet skal klarlægge, om rumænerne har været på spil andre steder i landsdelen.