Ulf Pilgaard er død

Den Skive-fødte skuespiller Ulf Pilgaard er død efter kort tids sygdom

20230907-165238-L-8640x5760ma
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Den danske skuespiller Ulf Pilgaard er mandag død efter kort tids sygdom.

Det skriver Hammer PR i en pressemeddelelse.

Skuespilleren efterlader sig sønnen Christian, svigerdatteren Merete og to børnebørn.

- Min elskede far er gået bort. Hans nærvær og livsglæde vil jeg savne, og hans minde vil leve videre i vores hjerter, udtaler hans søn, Christian Pilgaard, i pressemeddelelsen.

Ulf Pilgaard blev født i Skive i 15. november 1940 og blev dermed 83 år gammel.

Han medvirkede senest i TV MIDTVEST, da han for to år siden pyntede op til jul og dækkede julebord på herregården Nørre Vosborg ved Holstebro. 

- For mig er det at holde fri det bedste ved julen. Ikke at skulle noget som helst, at kunne sove længe den næste dag. Gaverne, nej, forget it. Det behøver ikke være det store, bare at man lige tænker lidt på andre end sig selv for én gang skyld, forklarede han grinende dengang. 

1:45
Se her, hvordan han juleudsmykkede herregården i 2022.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Ulf Pilgaard arbejdede til det sidste og udkom mandag med sin bog ”Revyens Røverhistorier”, skriver familien ifølge TV 2 i en meddelelse.

TV 2 har rakt ud til familien, som ikke ønsker at udtale sig yderligere.

Den danske skuespiller var også aktiv på den danske skuespilscene næsten helt frem til sin død.

Senest har han i 2023 genoptaget sin rolle i Ole Bornedals kultklassiker "Nattevagten" fra 1994.

Skuespilleren var desuden del af Cirkusrevyen, hvor han var særligt kendt for sin ikoniske parodi af dronning Margrethe.

Efter samlet set 40 sæsoner i Teltet på Bakken spillede han sin sidste forestilling i Cirkusrevyen i 2021.

Den autodidakte skuespiller er også kendt for roller i DR-dramaet "Borgen" og sin prisvindende præstation i "Farligt venskab" fra 1995.

Han havde sin debut på Studenterscenen i 1961 og indtrådte i Collagetruppen på Allé-Scenen i 1963.

Ulf Pilgaard deltog tilbage i juli i dk4's portrætprogram "Noget nyt". Her fortalte han, at hans helbred var begyndt at blive dårligere.

Skuespilleren fortalte her, at han led af den kroniske sygdom KOL, samt at han netop var blevet opereret for grå stær.