Rotteplage vil eksplodere i fremtiden, forudsiger rapport
Mange danske kommuner oplevede i 2024 en eksplosiv stigning i antallet af rotteanmeldelser. Det bliver kun værre, advarer forskere i ny rapport.
Det er det seneste år væltet ind med anmeldelser om rotter i landets kommuner.
Og ifølge en ny rapport kan storbyer over hele kloden forvente at få langt flere rottebeboere i fremtiden.
Ifølge forskerne bag rapporten kan udviklingen primært kædes sammen med én faktor: klimaforandringer.
I rapporten, der blev udgivet fredag i tidsskriftet Science Advances, har en gruppe forskere analyseret offentlige klage- og inspektionsdata fra 16 byer verden over for at finde tendenser mellem antallet af rotter og globale opvarmningsmønstre.
Rapportens konklusion er, at mængden af rotter er steget i byer, hvor temperaturerne er steget som følge af klimaforandringer.
- Vi fandt, at disse byer, der har haft en tendens med stigende temperaturer i løbet af de sidste 50 år eller deromkring, også har et hurtigere voksende antal rotter, siger Jonathan Richardson, der er professor i biologi ved University of Richmond og hovedforfatter af undersøgelsen, til CBS News.
Klimaforandringer giver bedre muligheder
Richardson og de andre forskere har analyseret rottepopulationerne i 16 byer, herunder Washington, D.C., New York, Toronto, Tokyo og Amsterdam.
Af de 16 byer havde 11 "betydelige" stigninger i antallet af rotter, mens kun tre byer – Tokyo, Louisville og New Orleans – havde faldende bestande.
Undersøgelsen kædede rottestigninger sammen med flere faktorer, herunder høj befolkningstæthed og få grønne arealer, men den overvejende indflydelse var varmere gennemsnitstemperaturer.
- For en rotte betyder det, at de ikke behøver at blive under jorden i deres huler, siger Jonathan Richardson til CBS News.
Rotter er særligt følsomme overfor kulde, forklarer forskeren. Varmere temperaturer, især om vinteren, giver dem længere tid til at være udenfor og finde føde og – helt afgørende – bedre muligheder for at reproducere.
Eksplosiv stigning
I Danmark har der generelt været en dalende rottepopulation de seneste mange år, fortæller Claus Schultz, der er formand for brancheforeningen for skadedyrsfirmaer.
Men i september 2024 ændrede udviklingen sig, og resten af året oplevede mange danske kommuner en eksplosiv stigning i antallet af rotteanmeldelser.
I Aalborg Kommune fik man eksempelvis dobbelt så mange anmeldelser i 2024 som i 2023.
- I mine 45 år husker jeg ikke, at det før har været så voldsomt med antallet af rotteanmeldelser, siger Claus Schultz til TV 2.
Vådt efterår og mild vinter
Claus Schultz fortæller, at det er svært at finde en god forklaring på den pludselige og eksplosive stigning i slutningen af 2024, men han mener, at en af årsagerne var vejret.
- Vi fik nogle kæmpe regnskyl i efteråret, der tvang rotterne op af deres huller. Derudover var det en rimelig varm vinter, siger Claus Schultz, der ikke er overrasket over rapportens konklusion.
Også Miljøstyrelsen nævner et vådt efterår kombineret med en mild vinter som en af årsagerne til de mange rotteanmeldelser.
Styrelsen annoncerede i december 2024, at den ville iværksætte ekstra autorisationskurser i starten af 2025 på baggrund af det høje antal anmeldelser.
Væk fra dødelig kontrol
Jonathan Richardson fortæller til CNN, at storbyer rundt om i verden kan lære af de tre byer i undersøgelsen, der reducerede deres rottepopulationer.
Han forbinder byernes succes med kampagner, der informerer beboerne om, hvordan de undgår at tiltrække rotter, samt at byerne stiller ressourcer til rådighed for at hjælpe.
Richardson opfordrer myndigheder til generelt at gå væk fra dødelig kontrol, "fordi det bare reagerer på angreb, der allerede er der", og tænke mere over, hvordan man fjerner adgangen til det, rotter er afhængige af, såsom madaffald.
Claus Schultz mener også, at forebyggelse er et vigtigt redskab for at holde rottepopulationerne nede.
Ifølge ham skyldes den nedadgående udvikling i antallet af rotter i Danmark indtil september 2024 blandt andet en stram lovgivning på området samt et fokus på at reagere hurtigt på anmeldelser.
Og stigende temperaturer og mere vildt vejr gør bare forebyggelse og hurtige reaktioner endnu vigtigere, tilføjer han.
Jonathan Richardson understreger, at rapportens resultater peger på, at rotter blot bliver en større udfordring i en varmere verden.
- Hvis man ikke får styr på det her, bliver det kun værre, konkluderer han overfor CNN.