Medarbejder kom til at skrive "hej flotte" til hel by

En medarbejder fra Altibox, som leverer internet og TV-pakker, kom mandag til at skrive "hej flotte" i en sms til deres kunder i Ikast.

download
Foto: Privatfoto

Det er ikke hver dag, man bliver kaldt flot af sin internet- og tv-udbyder, men det skete for Altibox' kunder mandag.

Lidt over middag tikkede der en SMS ind på deres telefoner med ordene: "Hej flotte."

- Det gik nok lidt for stærkt, men jeg håber, at hele Ikast fik et smil på læben, siger Ugur Tecer, der er teknisk koordinator hos Altibox, og som mandag kom til at sende en SMS, der ikke skulle have været til kunderne.

Fejlen opstod, da Ugur Tecer skulle hjælpe sin kollega med at sende en SMS ud til kunderne for at informere dem om, at de tirsdag vil blive berørt af servicearbejde.

Ugur Tecer var dog midt i andre arbejdsopgaver og ville skynde sig med at få sendt SMS'en afsted til kunderne.

Der var bare lige ét men.

Han glemte nemlig at slette den interne besked fra sin kollega: "Hej flotte. Vil du hjælpe med at sende denne SMS ud til kunderne kl. 19 i aften?"

Screenshot af beskeden, som Ugur Tecer kom til at sende ud til deres kunder i Ikast.
Screenshot af beskeden, som Ugur Tecer kom til at sende ud til deres kunder i Ikast.
Foto: Privatfoto

Et par sekunder efter, han havde trykket send, gik det op for ham, at han var kommet til at kopiere hele sin kollegas besked og ikke bare den tekst, der var tiltænkt kunderne.

- Jeg fik en klump i halsen og tænkte: "Hvad gør jeg nu?"

Og så fik han en idé. Måske ville folk glemme, at han havde sendt beskeden, tænkte han.

- Så sendte jeg SMS’en igen uden "Hej flotte" i håb om, at ingen havde lagt mærke til det, men det virkede ikke, griner Ugur Tecer.

For kort tid efter blev SMS’en delt i en Facebook-gruppe for borgere i Ikast, hvor kommentarsporet var fyldt med grin.

- Reaktionen er meget bedre, end jeg havde troet. Folk griner bare af det, siger Ugur Tecer.

Ugur Tecer gav sig til kende i kommentarsporet og fortalte, at det var ham, der havde lavet fejlen. Her fik han også et venligt råd med på vejen: Næste gang skal han huske rækkefølgen: "Ctrl+C, læs beskeden, Ctrl+V og så send" – altså at han skal huske at læse beskeden, inden han kopierer og sender den videre.

Og det råd har han taget til sig. 

- Det har jeg skrevet på en gul seddel og klistret på min computer, så det er planen fremover, siger Ugur Tecer.