To mænd fængsles efter knivstikkerí i Ikast

Den ene modtager dommen, mens det ikke vides hvordan den anden dømte tager imod dagens dom, fordi han ikke er mødt op.

21-årige Hiza Hunar Tamar skal to år og ni måneder i fængsel, mens 21-årige Ezaddin Alaadin Ibrahim skal to år og seks måneder i fængsel, og så bliver han udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

Det blev slået fast ved Retten i Herning mandag eftermiddag, efter de to mænd blev kendt skyldige i grov vold mod to brødre, da de stak dem med kniv i Sønderparken i Ikast 3. november 2023.

Mændene var også tiltalt for drabsforsøg mod den ene af brødrene, som endte i livsfare efter knivoverfaldet, men retten fandt det ikke bevist, at mændene havde haft til hensigt at slå ham ihjel.

Hele konflikten bundede tilsyneladende i et trekantsdrama omkring en kvinde, som også har givet forklaring i retten.

Anklagemyndighedens påstand lød på henholdsvis 3-3,5 års fængsel til Hiza Hunar Tamar og 2,5-3 års fængsel samt udvisning med indrejseforbud for bestandigt til Ezaddin Alaadin Ibrahim. Begge forsvarsadvokater mente, straffen skulle være 1,5 år mindre til deres klienter.

De dømte skal betale sagens omkostninger og en erstatning til den 30-årige på 345.000 kroner.

Hiza Hunar Tamar modtog dommen, men hans forsvarer Camilla Nowak protesterede mod anklagerens påstand om fortsat varetægtsfængsling, indtil han skal afsone sin straf. Forsvarsadvokat Morten Kamp protesterede også mod, at hans klient Ezaddin Alaadin Ibrahim skal varetægtsfængsles. Det vides ikke, om Ezaddin Alaadin Ibrahim vil anke dommen, da han ikke er mødt op i retten mandag.

Retten afgjorde, at Hiza Hunar Tamar skal varetægtsfængsles, mens Ezaddin Alaadin Ibrahim skal bringes for en domstol, før det kan afgøres, om han skal varetægtsfængsles.