Emil Bergholt er en ægte Skjern-dreng: - Han er gået fra Trille Trolde-holdet til verdensmester
I går vandt Danmarks håndboldherrer VM-guld, og i dag kan Skjern Håndbold bryste sig af at have en verdensmester i truppen.
Emil Bergholt har trådt sine barnesko i Skjern Håndbold og er formet af klubbens talentmiljø. Nu er han verdensmester - en præstation, der vækker stor stolthed i hans barndomsklub.
- Det er bare fantastisk – vi er superstolte, siger Thomas Klitgaard, sportschef i Skjern Håndbold.
Emil Bergholt har både spillet ungdoms- og seniorhåndbold i klubben. Og han har allerede længe inden verdensmestertitlen været en væsentlig brik i Skjern Håndbold, hvor han har været en rollemodel for de yngre spillere i klubben, fortæller sportschefen:
- Emil har virkelig forstået, hvad der kræves for at blive en god håndboldspiller. Han har arbejdet hårdt, vist vejen og inspireret alle omkring sig. Forhåbentlig giver det en masse andre af vores medlemmer i Skjern blod på tanden, siger han og fortsætter:
- Det her med, at man har én i sin klub, der har gået hele vejen fra Trille Trolde-holdet i Skjern til nu at være verdensmester, det gør, at alle kan se, at det er muligt.
Senere mandag skal Emil Bergholt sammen med sine holdkammerater på landsholdet fejres på Københavns Rådhus, men i morgen vender Skjerndrengen hjem til klubben for at blive hyldet.
- Vi holder en lille guldfest-reception for ham, når han kommer hjem. Vi er mange, der gerne vil hilse på ham og ønske tillykke, afslutter Thomas Klitgaard.
Det er tirsdag klokken 15.00 i Restaurant Pakhuset i Skjern, at Emil Bergholt bliver hyldet. Skjern Håndbold oplyser, at alle er velkommen til at være med til festen.