Glem nytårstorsken – prøv denne fisk i stedet

Det er nu, det gælder. Nytårsmenuen skal købes, og for mange er det tradition at spise torsk. Men på havnen i Hanstholm er anbefalingen, at man vælger et alternativ.

0:22

75.362 kilo torsk blev der solgt i auktionshuset i Hanstholm mandag morgen til årets sidste fiskeauktion.

Det er næsten dobbelt så meget som sidste år, hvor tallet var 38.500 kilo.

- Nytårstorsk er jo en traditionsspise. Og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg især, det er den ældre generation, der rigtig gerne vil have torsk, siger auktionsmester Jesper Kongsted.

Selv ”forfalder” Jesper Kongsted dog ikke til torsk, fortæller han.

- Hvis jeg overvejer en torsk, tager jeg nogle gange en kuller i stedet, for det er simpelthen den vildeste fisk at spise. Der er mange lækre fisk, og vi danskere har det med at holde os til dem, vi kender, siger auktionsmesteren.

En af dagens købere på auktionen i Hanstholm var Christian Grønkjær, som købte ind til nytår på vegne af seks-syv virksomheder. Han købte fire-fem tons torsk og en god portion pighvar.

Men han er enig med auktionsmesteren i, at danskerne roligt kunne give nogle af de andre fisk i havet et forsøg.

- Jeg synes, man burde prøve noget andet. Der er mange spændende fisk, og jeg er også selv blevet bedre til at eksperimentere med det, siger han og kommer med nogle bud på alternativer til nytår:

- Der er selvfølgelig klassikerne som pighvar og jomfruhummer, der lugter lidt af nytår. Men en kulmule – hvorfor ikke? Der er mange gode bud, lyder det fra Christian Grønkjær.

0:18

Gang i salget trods anbefaling

For en uge siden anbefalede naturorganisationen WWF, at man dropper nytårstorsken, fordi arten er presset, særligt i Østersøen. Men det gør sig ikke gældende i de områder, hvor fiskene i Hanstholm bliver landet, lyder det i auktionshuset.

- Her i vores område er det i hvert fald mit indtryk, at torskene stortrives. Det kan jeg også se på den måde, torskene ser ud på, siger Christian Grønkjær og får opbakning fra auktionsmesteren.

- Der er masser af torsk. Vi kan jo se i dag, at der er masser af store torsk i havet, så der er ingen grund til panik, siger Jesper Kongsted.

De mere end 75 tons torsk blev solgt til en gennemsnitspris på 55 kroner pr. kilo. Sidste år var kiloprisen 51,25 kroner pr. kilo, oplyser auktionsmesteren.