Kendt musiker var en ”tikkende bombe” - nu vil han være rollemodel
Kandis-Johnny har smidt 14 kilo på et år, og nu kan andre gennem ny bog følge i hans fodspor.
Et mangeårigt liv som musiker har sat sine spor på Kandis-forsangerens krop. I mere end 30 år har Johnny Hansen fra Thy turneret land og rige rundt, men livet på landevejen og forbi motorvejsbistroerne har været fyldt med nemme og usunde valg, når det kommer til kost og motion.
- Jeg tog altid det nemme valg med to hotdogs. Der er jo altid tilbud på to hotdogs, siger forsangeren.
Men et TV 2-program blev for snart tre år siden en kæmpe øjenåbner for forsangeren. I programmet ”Junkfood-eksperimentet” mødte han overlæge Bente Klarlund, der kaldte hans krop for en tikkende bombe. Han vejede for meget, var stresset og på vej til at få diabetes.
- Jeg har været megastresset. Jeg elsker det, jeg laver, og har arbejdet alt for meget. Jeg sov dårligt og har fået flere gule kort ved at være tæt på at besvime, mens jeg kørte. Så ringer alle alarmklokker, fortæller Johnny Hansen.
- Man får det 100 gange bedre
Efter programmet holdt han kontakten til Bente Klarlund, og det er der nu kommet et særligt samarbejde ud af. Sammen har de skrevet en bog med titlen ”Klarlund og Kandis på kur – forever.”
For tv-eksperimentet blev startskud til, at dansktop-musikeren kiggede på sine usunde vaner og begyndte at skifte dem ud med sundere alternativer. Det er de erfaringer kombineret med videnskabelige undersøgelser og råd fra Bente Klarlund, som interesserede nu snart kan læse om i den nye bog.
- Jeg prøver at være en rollemodel for vores fans og publikum. Jeg tænker, der er mange, der vil tage imod den med kyshånd, siger Johnny Hansen.
Bogen er især til midaldrende mænd som ham selv, forklarer han og tilføjer, at han siden januar har smidt 14 kilo, og at det ikke kun har betydet noget for hans fysik.
- Man får meget mere velvære, hver gang man taber et kilo. Man får det 100 gange bedre, siger han.
Men er det her din nye karriere vej? Dropper du musikken og bliver sundhedscoach i stedet?
- Nej, det gør jeg ikke. Det er musikken, jeg brænder for. Det er den, der trækker og har trukket i så mange år, at jeg fik en usund livsstil. Nu skal jeg vise, at man godt kan leve på vejen og være sund, siger han med et smil.
Faktisk har det sunde samarbejde også affødt en ny sang om livsstilsændringer. Og det er ikke en opsang, understreger Johnny Hansen.
- Det er ikke en løftet pegefinger, men den handler om de små ting, man kan ændre i sit liv for at gøre det sundere. For det er now or never, og det er forever, slutter dansktop-musikeren.
Bogen kan købes fra 7. januar.