Livløs dreng hevet op af bassin
Der er gode odds for, at drengen overlever, lyder det fra politiet.
En fireårig livløs dreng er lørdag eftermiddag blevet fløjet med en lægehelikopter til Aarhus Universitetshospital efter en drukneulykke ved Sydthy Svømmebad i Hurup.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen.
Politi og beredskab blev kaldt til svømmebadet ved 16-tiden, da der blev slået alarm.
Kort forinden var drengen af uvisse årsager endt i et bassin, hvor han blev fundet livløs i vandet.
Ifølge vagtchefen er der gode odds for, at drengen overlever.
Det skyldes blandt andet en hurtigt indsats fra den livredder, der var til stede ved bassinet.
- Der er lavet et godt stykke arbejde af livredderen, understeger vagtchefen.
I forbindelse med ulykken har bassinet været afspærret.
Politi og beredskab er nu færdige på stedet, men Sydthy Svømmebad har valgt at beholde afspærringen, oplyser politiet.
Midt- og Vestjyllands Politi har skrevet en rapport i forbindelse med ulykken, og ulykken skal nu undersøges nærmere.
I en tidligere udgave af artiklen fremgik det, at ulykken havde fundet sted hos Sydthy Kurbad, der deler adresse med Sydthy Svømmebad.