Smuglere rekrutteres fra kristen by i Holland: - Jeg kender mange hollandske fiskere, og jeg er voldsomt chokeret

Fiskere, der ifølge TV 2 smugler narko via havnene i Thyborøn og Hanstholm, kommer fra havnebyen Urk i Holland. Men man skal passe på med at skære alle hollændere over én kam, mener formanden for Danske Fiskeauktioner.

2:24
Se reaktionerne på sagen i TV MIDTVEST-indslaget her, som blandt andet bruger billeder fra TV 2's dækning af sagen.
Foto: TV 2

I Holland ligger den lille havneby Urk. 

Det er den mest kristne by i Holland, hvor 94 procent af befolkningen går i kirke hver søndag. 

Men det betyder ikke, at alle byens indbyggere har rent mel i posen, fortæller TV 2, som har været i Urk i forbindelse med afdækningen af narkosmugling til vestjyske havne.

Det er nemlig herfra, at narkokarteller har rekrutteret fiskere til at smugle narko til det europæiske marked blandt andet via havnene i Thyborøn og Hanstholm. 

Ifølge TV 2 tilbyder narkokartellerne fiskerne op mod 13 millioner kroner for ét enkelt smuglertogt. 

- Fiskerne er sårbare, især når de har økonomiske problemer. Så bliver de opsøgt af et kriminelt netværk, som kan tilbyde dem en udvej, hvis de til gengæld smugler, fortæller Shanna Mehlbaum, som er kriminolog i Holland til TV 2 programmet Under Overfladen.

Samme billede bekræfter en anonym fisker i Holland. 

- I svære tider træffer folk valg, som de ellers ikke gør i et godt fiskeri, eller hvis de tjener nok penge. Så ville man ikke engang overveje det. Jeg ville ikke vælge det, men jeg forstår dem, der gør. 

0:13
Ifølge en anonym fisker, er det ikke utænkeligt, at økonomisk pressede fiskere er blevet overtalt til at agere kurerer for narkokarteller. Video: TV 2.

Kommer bag på vestjyske havne

Afsløringerne om hollandske narkosmugling på den danske nordvestkyst kommer bag på aktører på både Thyborøn Havn og Hanstholm Havn. 

Her fortæller både formanden for Danske Fiskeauktioner i Thyborøn Havn og auktionsmesteren på Hanstholm Havn, at de ikke kender til rygter om mulige narkosmuglinger omkring de vestjyske havne. 

- Det tager vi stor afstand fra. Vi kæmper for at være et ærligt fiskersamfund med dygtige fiskere og en dygtig auktion, og vi skal ikke sidestilles med hollandske narkobåde – det skal vi bare ikke, siger Jesper Kongstad fra Hanstholm Fiskeauktion. 

Han er overrasket over, at nogle hollandske fiskere tilsyneladende vælger at gå ind i kriminalitet. 

- Det kommer rigtig meget bag på mig, at der er fiskere, der tager chancen og er kurerer for sådanne ting her, for vi ved alle sammen, hvad strafferammerne er, hvis man bliver fanget i det. Det kan virkelig kaste mange år i fængsel af sig, og man har også en besætning, som man trækker med ind i det, og det er ikke i orden, siger Jesper Kongstad. 

Pas på med at dømme alle hollændere

Sagen kommer i høj grad også bag på Michael Lodahl, som er formand for Danske Fiskeauktioner på Thyborøn Havn. 

- Jeg har noget kendskab til forskellige hollandske fiskere, så jeg er voldsomt chokeret over det her, siger Michael Lodahl. 

Han føler sig ikke overbevidst om, at narkosmuglingen rent faktisk foregår, og er ked af måden, som han mener, hollandske fiskere bliver fremstillet i forbindelse med dækningen af sagen. 

-  Jeg tror, det her kommer til at gå ud over alle de hollandske fiskere, og det, synes jeg, er hammeruretfærdigt. Signalet er, at alle gør det her, selvom der måske kun er ét brodent kar. Men vi skal også passe på ikke at pege alle hollandske fiskere ud, formaner han. 

- Jeg har meget gode indtryk af de fiskere, som har været på alle de hollandske bomtrawlere. Det er unge mennesker, som er let omgængelige og til at snakke med, så jeg står med en blandet følelse af, om det kan være helt sandt, det der, siger Michael Lodahl fra Danske Fiskeauktioner. 

Læs TV 2's afsløringer om narkosmugling på nordvestkysten her: