Parkens græs er slidt efter stor koncert
FCK og FC Midtjylland brager sammen i Parken på et sløjt græstæppe.
Så er vi her igen, fristes man til at sige.
For endnu en gang er banen i Danmarks nationalarena blevet et samtaleemne.
Græsplænen er nemlig meget slidt, og det sker lige op til, at FC København møder FC Midtjylland i et udsolgt Parken lørdag eftermiddag, lige så vel som at hovedstadsklubben få dage efter tager imod mægtige Bayern München i Champions League.
Men betingelserne for flot fodboldspil bliver ikke så gode, som de hverken kunne eller burde være, og det efterlader TV 2 Sports fodboldekspert Morten Bruun nærmest paf.
- Hvad skal jeg snart sige? Jeg er begyndt at trække på skuldrene. Amen helt ærligt. Det virker, som om det ikke kan lade sig gøre at mønstre en fornuftig bane, når der også skal spilles koncerter og andet. For de må og har sikkert dygtige folk ansat til at passe plænen, men resultatet er det samme, siger Bruun og slår fast:
- Det er da utilfredsstillende for FCK og DBU at spille på sådan en bane. Det tror jeg ikke, der er nogen, der er uenige med mig i.
Bruun har hørt sangen før
FC København har ellers bebudet ved flere lejligheder, at de havde en klar plan for at undgå slitage på banen i Parken, men det har Morten Bruun svært ved at tage alvorligt efterhånden.
- Jeg har hørt den sang så mange gange, at jeg vil se det, før jeg tror det, siger Morten Bruun.
TV 2 Sport har forsøgt at få en uddybende kommentar fra FC København angående banen i Parken. De har ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Til gengæld skriver fanmediet Copenhagen Sundays på X, at der er sket en ”fejlbehandling” af plænen efter Suspekt-koncerten for to uger siden.
Thomasberg tager det med ro
FC Midtjyllands cheftræner, Thomas Thomasberg, har også set de billeder, der florerer på X.
Han fortæller, at klubben har lagt en gameplan ud fra, at det er en god bane, der skal spilles på, men at han kan blive nødt til at afvige fra den.
- Finder vi så ud af, at den er helt umulig, må vi jo tage nogle forbehold, men det er nu meget sjældent, jeg har været derovre – også selv om der er lidt mindre græs i nogle af områderne – at den ikke er plan og kan spilles på, siger Thomasberg til Bold.dk.
Nyt græs i sommer
FCK lagde ellers nyt græs efter en række koncerter tilbage i juli. Indtil nu har banen derfor også taget sig flot ud.
Parken lagde senest hus til Suspekt-koncerten den 15. september, og det har banen tilsyneladende ikke responderet godt på.
Det er endnu uvist, om de danske mestre har planer om at anlægge et nyt græstæppe.
FC København møder FC Midtjylland lørdag klokken 15.00.