Myndigheder beder om hjælp: Send os et billede, hvis du ser den her i naturen

Indsatsen med at bekæmpe planten bliver især koncentreret om Gudenåens bredder i Midtjylland, hvor den har spredt sig kraftigt.

Skærmbillede 2024-07-02 kl. 18.42.56
Foto: Wikimedia Commons

Hvis ellers sommervejret arter sig, så du kan komme ud i naturen, så har Miljøministeriet en bøn om hjælp.

Ministeriet har brug for, at danskerne bidrager til et arbejde med at kortlægge udbredelsen af den invasive plante ved navn gul kæmpekalla.

Sumpplanten lever ved vandløb og i vådområder, hvor den spreder sig hurtigt.

I løbet af sommeren rykker entreprenør- og anlægsgartnervirksomheden Forstas ud for at bekæmpe gul kæmpekalla for Miljøstyrelsen. Indsatsen bliver især koncentreret om Gudenåens bredder i Midtjylland, hvor den har spredt sig kraftigt, og for at kunne målrette indsatsen er det vigtigt med præcis viden om, hvor planten findes, lyder det fra Miljøministeriet.

- Vi har brug for aktuel viden om den gule kæmpekallas voksesteder for at kunne bekæmpe den effektivt, og det vil være en stor hjælp, hvis alle, der ser den i naturen fra i år og fremover, indrapporter det, siger Julian Dons Henriksen fra Miljøstyrelsens team for invasive arter.

Man kan indberette fund af planen med foto og findested via artsportalen arter.dk.

Gul kæmpekalla kan kun bekæmpes ved, at man graver den op, og det er krævende, fordi rødderne er dybe.
Gul kæmpekalla kan kun bekæmpes ved, at man graver den op, og det er krævende, fordi rødderne er dybe.
Foto: Wikimedia Commons

Sørg for at få rødderne med

Planten er let at kende, for den ligner ingen hjemmehørende arter. Den lyser op med sine store stærkt gule blomster og er derfor svær at overse, fordi den er kraftig af vækst og kan blive op til halvanden meter høj.

Miljøstyrelsen kalder den for en trussel mod biodiversiteten, fordi den skygger for andre planter, hvor den vokser.

Den udkonkurrerer dem simpelthen, hvilket de blandt andet har oplevet i Tyskland og Holland, hvor den har taget livet af andre plantearter.

I 2015 blev gul kæmpekalla forbudt i hele EU.

Når man fjerne kæmpekallaen, er det vigtigt, at man sørger for at få så meget som muligt af rødderne med og få fjernet alt rodmateriale, for rødderne kan danne nye planter, hvis de bliver efterladt på jorden.