Mor og datter sender opfordring efter ubehaglig episode med hund i Kjellerup

De to håber, at de kan komme i kontakt med hundens ejer.

Den præcise hunderace er ukendt. På billedet ses en schæferhund.
Den præcise hunderace er ukendt. På billedet ses en schæferhund.
Foto: Mostafameraji via Wikimedia

Det, der skulle have været en rolig tur hjem fra en fest, endte omkring midnat som en ubehagelig oplevelse for 20-årige Amanda Nielsen.

Klokken 00.30 mandag gik hun i området omkring Torvet i Kjellerup, da hun blev mødt af en truende, schæferlignende hund.

- Jeg troede, at den (hunden, red.) ville sige hej til mig, men den begyndte at gø og hoppe op af mig, inden den bed mig i ærmet, forklarer hun til TV MIDTVEST.

Den unge kvinde forsøgte at skærme sit ansigt og vendte ryggen til hunden.

Amanda Nielsen fortæller, at hunden ikke var i snor. Dens ejer - en kvinde - formåede ifølge den unge midtjyde ikke at få hunden kaldt til sig.

- Hun blev stående på den anden side af fortovet og forsøgte at kalde den til sig. Men den kom tilbage til mig og bed mig i jakken igen, forklarer Amanda Nielsen.

Først efter det, der føltes som "lang tid" lykkedes det for hundens ejer at få fat i den løse hund, da ejeren gik over til den.

- Hun (ejeren, red.) virkede ligeglad og skyndte sig væk, forklarer Amanda Nielsen.

Andre fortæller om lignende episoder

Da Amanda Nielsen kom hjem til sin familie blev hun modtaget af sin mor, Tina Braüner, der var bekymret for sin datters ve og vel.

Det stod dog hurtigt klart, at hunden ikke havde formået at bide i Amanda Nielsen.

Det er dog langt fra første gang, at et af Tina Braüners børn har haft en ubehagelig oplevelse med en løs hund i Kjellerup.

For noget tiden siden blev hendes voksne søn angrebet af en stor hund.

I byens Facebook-gruppe har moren fortalt om datterens oplevelse, da familien gerne vil i kontakt med hundens ejer.

I kommentarerne har flere andre fortalt om episoder med aggressive hunde, der ikke er i snor.

- Det er lidt påfaldende. Der er mange, der synes, der er nogle store hunde, der ikke skulle gå frit rundt, siger moren, der fortæller, at familien selv har tre bomuldshunde.

Afviser anmeldelse

Tina Braüner og Amanda Nielsen har i skrivende stund ikke fået kontakt til kvinden med den schæferlignende hund.

De understreger i samme ombæring, at de ikke er specielt sure på hundens ejer.

- Jeg er ærgerlig over, at hun ikke spurgte om, jeg var okay, men det har nok også været et chok for hende, siger Amanda Nielsen.

Ifølge hundeloven skal en ejer eller ledsager have "herredømmet" over en hund. Selvom det ikke var tilfældet på Torvet, så er episoden ikke meldt til politiet.

- Så langt er vi ikke endnu. Vi vil gerne fortælle, at hun og andre skal huske at have hunde i snor, hvis de ikke kan styre dem, understreger Tina Braüner.