Her skal de nye EPX-uddannelser ligge

En ny kommende EPX-uddannelse bliver stærkt repræsenteret i den midt- og vestjyske landsdel.

4:08
HF-uddannelsen vil i følge et regeringsudspil blive erstattet af en ny EPX uddannelse og dete skaber bekymring

Regeringen har offentliggjort, at den vil oprette 87 nye EPX-gymnasier over hele landet. 

Den nye uddannelser skal erstatte HF-uddannelserne og være et gymnasium, der blander det boglige og praktiske og skal henvende sig til unge, som overvejer at tage en erhvervs- eller professionsuddannelse.

Nu ligger det også fast, hvilke kommuner i Midt- og Vestjylland, der får et nyt gymnasium.

Det bliver samtlige kommuner i landsdelen, der får den nye EPX-uddannelse. 

Struer, Skive, Viborg, Silkeborg, Ikast-Brande, Herning, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Thisted, Favrskov, Lemvig, Vesthimmerland og Nykøbing Mors. 

Det oplyser folketingsmedlem fra Socialdemokratiet, valgt i Herning-kredsen, Mogens Jensen til TV MIDTVEST. 

- Jeg er utroligt glad for, at flere kommuner i Midt-og Vestjylland er blandt de kommuner, som er udpeget til at kunne få en ny gymnasieuddannelse. Det vil kunne give vores unge nye muligheder for at uddanne sig med unge på deres egen alder, og så vil det give dem mere tid og ro til at beslutte sig for, hvad de vil i fremtiden, udtaler Mogens Jensen.

Den nye uddannelse, regeringen vil kalde EPX, kan blive placeret på både erhvervsskolerne eller de almene gymnasier. Regeringen har sat godt fem milliarder kroner af til at opgradere faciliteterne, så den nye uddannelses krav til værksteder kan imødekommes.

- Nu giver vi alle vores unge mulighed for at indgå i et ungdomsmiljø, og vi giver dem nogle ekstra år til at finde ud af, hvad de vil i fremtiden. Samtidig sikrer vi, at ungdomsuddannelserne ligger tættere på, hvor de unge bor, siger Mogens Jensen.

Regeringen vil præcisere det nye udspil yderligere, når den tirsdag 8. oktober præsenterer det endelige reformudspil til, hvordan ungdomsuddannelserne skal laves om. Hvis det bliver vedtaget, bliver det indført fra 2030.