Biskop sender katastrofebrev - mangler 300 medlemmer

Der mangler så mange medlemmer, at det i sidste ende kan betyde kirkelukninger.

Henrik Stubkjær frygter store konsekvenser, hvis der ikke bliver samlet nok menighedsrådsmedlemmer.
Henrik Stubkjær frygter store konsekvenser, hvis der ikke bliver samlet nok menighedsrådsmedlemmer.
Foto: Henrik Helms, Viborg Stift

Viborg Stift mangler 299 medlemmer til menighedsrådet. Og de har to dage til at finde dem.

Det har fået biskop i Viborg Stift, Henrik Stubkjær, til at sende hvad han selv kalder et katastrofebrev til alle provsterne i stiftet. 

- Hvis først menighedsrådene smuldrer, så er det svært at holde fast i kirkerne. Vi vil se kirkesammenlægninger og kirkelukninger, og det ville jeg være meget ked af, siger Henrik Stubkjær. 

Biskoppen frygter, at mange af de små lokalsamfund vil blive hårdt ramt, hvis kirkerne må lukke.

- Som samfund er det nødvendigt at have kirkerne de mindre steder. Folk har brug for et sted at samle sig, og mange steder er det også kirkerne, der bærer aktiviteterne lokalt, siger han. 

Provsterne er sendt på arbejde

På landsplan mangler der knap 2.000 medlemmer til menighedsrådene. 

Med 299 er Viborg Stift et af det stifter, der mangler mange medlemmer. Det svarer til, at stiftet mangler hver fjerde af sine menighedsrådsmedlemmer. 

Sidste chance for at få nye medlemmer er 8. oktober, hvor der er valgforsamling. 

- Jeg har bedt provsterne smide, hvad de har i hænderne og få fat i alle præsterne. Så må de ud og prikke til de nuværende menighedsrådsformænd for at høre, om de stadig gerne vil have, at der er en kirke, siger Henrik Stubkjær. 

Ifølge biskoppen er det ikke kun kirkerne, der har problemer med at finde frivillige. 

Han mener derfor ikke, at det kun er kirkernes egen skyld, at der nu mangler så mange menighedsrådsmedlemmer. 

- Jeg tror, at det er en generel trend. Det er også i sportsklubber og politiske foreninger, der mangler frivillige kræfter. Folk tænker: "Det kører fint, så det er der nok nogle andre, der tager sig af", siger Henrik Stubkjær. 

Biskoppen håber dog på, at det endnu kan nås at få lokket nye medlemmer til. Og han mener også, at det er en spændende opgave, der venter. 

- Vi står i et generationsskifte. Det er en spændende tid. Vi står i en kamp med flugt fra land til by. Men for at få det lokale til at overleve spiller kirkerne en vigtig rolle, siger han.