Fra genert dreng til kendt hesteavler: Sådan blev John Byrialsen et kendt navn

Den tidligere stutteriejer John Byrialsen beskyldes for at have krænket sine ansatte og elever i årtier.

b55htozq
Foto: TV MIDTVEST

Over højtalerne lød stadionspeakeren. Med stor entusiasme præsenterede han den næste hest og rytter, og på tribunerne blev der kvitteret med klapsalver og hujen. Iblandt de mange hundrede tilskuere var både royale og a-liste-kendisser som Janni Spies og Poul Bundgaard.

Året var 1990, og en af sommerens helt store begivenheder var i gang: Springderby på Tjele Gods.

Manden i centrum for det hele var John Byrialsen. Det var femte år i træk, han afholdt derby, og hvert år blev det en større og større succes.

Hvert år mødte mange op for at overvære springderby på Tjele Gods.
Hvert år mødte mange op for at overvære springderby på Tjele Gods.
Foto: TV 2

I ugevis havde staldpiger, kvinder fra egnen, erhvervsfolk og velhavende sponsorer knoklet for at stable arrangementet på benene. De fleste havde gjort det uden at få en krone for det. Det var belønning nok bare at være med.

For hvor John Byrialsen var, ville andre være.

Selv hvis det betød, at man måtte lukke øjnene for det grimme.

- Hvad skal der ske næste år?, spurgte en journalist John Byrialsen, efter han havde overrakt medaljer til derbyens vindere.

- Mere action. Folk skal ikke sidde og falde hen, de skal op på mærkerne, lød svaret.

Og det blev vildere. Det gjorde det altid med John Byrialsen.

John Byrialsen gav interview til en journalist efter afholdelsen af sit femte springderby på Tjele Gods i 1990.
John Byrialsen gav interview til en journalist efter afholdelsen af sit femte springderby på Tjele Gods i 1990.
Foto: TV 2

Anklages for årtiers krænkelser

67-årige John Byrialsen har i årtier været en central skikkelse i hestebrancen, og i 2023 blev han kendt i den brede offentlighed, da myndighederne fandt 50 ulovligt nedgravede heste på hans stutteri Viegård ved Skals.

Men historien om stutteriejeren slutter ikke der.

I TV 2-dokumentaren 'Mareridtet på stutteriet' står en lang række kvinder nu frem og beskylder John Byrialsen for at have udsat dem for henholdsvis vold, voldtægt, seksuel chikane, hård tone og mobning i perioden 1988-2023.

I alt har TV 2 været i kontakt med 115 tidligere ansatte og elever, hvoraf 73 af dem har oplevet krænkende adfærd.

John Byrialsen afviser at have begået vold eller overgreb mod ansatte, ligesom han afviser at have været seksuelt sammen med nogen af de "unge piger". Han har ikke ønsket at stille op til et tv-interview.

I denne artikel forsøger TV 2 at tegne et portræt af den omstridte stutteriejer. Det sker på baggrund af gamle artikler, videoklip og samtaler med en række kilder, der har kendt John Byrialsen fra hans barndom til nu. Kilderne bidrager anonymt til portrættet, fordi de efter eget udsagn frygter, hvad John kan finde på, hvis de står frem.

Men hvem er den mand, mange er så bange for?

Gjorde sig usynlig

Bagerst i klasselokalet på Skals Skole i 1970 sad John Byrialsen. Han var en af de elever, man sjældent lagde mærke til, og kun når klasselærerinden direkte udpegede ham i timerne, sagde han noget.

Hvorfor drengen var så stille, talte ingen åbent om, men flere mistænkte, at han havde det svært derhjemme. Faren var temperamentsfuld, fortæller flere kilder, og de andre i skolen gættede på, at John Byrialsen havde lært, at han nemmest kom gennem dagen, hvis han var så usynlig som muligt.

I frikvarterne legede John Byrialsen altid med den samme dreng. De to delte en stor passion for heste og kunne få timevis til at gå med at tale om ride- og avlsteknikker.

Interessen for heste var mere eller mindre opstået ud af det blå. Godt nok boede John Byrialsen på en gård i den lille midtjyske by Skals nær Viborg, men her var primært grise og køer, og hans familie interesserede sig ikke synderligt for heste.

Det stoppede dog ikke John Byrialsen, der i en alder af ni år fik sin første hest. Han har selv fortalt flere, hvordan han krejlede sig til en pony på Hjallerup Marked. Ifølge ham kunne han fra første øjekast se på hesten, at den var noget særligt, og at den med den rette træning kunne blive en eminent konkurrencehest.

Dén særlige evne udnyttede John Byrialsen mange gange siden til at blive blandt de dygtigste hesteavlere i Danmark.

Fandt selvtilliden i Tyskland

Igennem teenageårene voksede John Byrialsens interesse for heste, og i 1979 startede han på uddannelsen som rideinstruktør ved Dansk Ride Forbund.

Undervejs fik han mulighed for at komme til Tyskland og blive undervist af en af verdens bedste springryttere ved navn Hugo Simon, og det udviklede Byrialsen som både rytter og træner.

i 1998 blev John Byrialsen landstræner for det kinesiske dressurlandshold.
i 1998 blev John Byrialsen landstræner for det kinesiske dressurlandshold.
Foto: Privatfoto

For hver gang han trådte ind på en ridebane, forsvandt lidt af den usikkerhed, der havde boet i ham, siden han var en lille dreng. Den nyfundne selvtillid tog John Byrialsen ifølge TV 2s kilder også med sig uden for ridebanen, og særligt til fester, når der kom alkohol på bordet, nød han at være i centrum.

John Byrialsen opbyggede samtidig et stort netværk, når han med Hugo Simon rejste rundt til stævner i hele Europa og mødte både eliteryttere, opdrættere og sponsorer.

Flere af de kilder, TV 2 har talt med, har indgående kendskab til hestebranchen og har selv været en del af den i årevis. De fortæller, at miljøet er særdeles konkurrencepræget, og at man – udover naturligvis at skulle have et særligt talent – er nødt til at kende "de rigtige folk" for at nå toppen.

Dengang var Hugo Simon en af "de rigtige folk". Og John Byrialsen blev det.

En passioneret mand

John Byrialsens karriere tog fart i årene efter, han vendte hjem fra Tyskland. Han vandt flere danske og internationale stævner som rytter og havde samtidig stor succes med at træne andre. Han var også ved at cementere sig som en yderst dygtig hesteavler, og fra Tjele Gods, hvor han lejede sig ind, fik han en god forretning ud af at sælge sine heste.

Med succesen kom status: John Byrialsen blev kendt som dygtig og idérig. Passioneret og ærgerrig.

Sidstnævnte blev af flere brugt som forklaring på, hvorfor han ofte talte så hårdt til folk omkring sig, både elever og ansatte.

- Sådan er John bare, han brænder så meget for det, kunne det lyde, efter han havde råbt en ung staldpige ind i hovedet, at hun var uduelig og alt for langsom til sit arbejde.

John Byrialsen gjorde både karriere i ind- og udland, hvor han trænede ryttere og drev stutteri.
John Byrialsen gjorde både karriere i ind- og udland, hvor han trænede ryttere og drev stutteri.
Foto: Privatfoto


Flere kilder fortæller også, at det var John Byrialsens temperament, der fik ham til at rage uklar med ejeren på Tjele Gods, og at han i 1992 fik opsagt sin kontrakt. Her mistede hesteavleren både sit hjem og sin arbejdsplads, men som det skulle vise sig flere gange siden, kom han stærkt igen.

Kort forinden havde Byrialsen nemlig overtaget sine forældres gamle gård i Skals, og den ville han lave om til stutteri. Han havde et mål om at avle heste, der kunne vinde nogle af verdens største konkurrencer, og samtidig drømte han om, at stutteriet skulle blive trækplaster for unge talenter, som han kunne forme og gøre til dygtige ryttere.

Alle de drømme blev til virkelighed for John Byrialsen på Viegård Stutteri.

For andre blev det et mareridt.

"Stupid blond bitch"

I over 30 år, fra 1992-2023, ejede John Byrialsen Viegård Stutteri. I løbet af den periode havde han flere hundrede ansatte til at ordne staldene og passe hestene. En stor del af de ansatte var unge kvinder, flere af dem under 18 år.

Sådan kunne John Byrialsen bedst lide det, fortæller flere. De unge piger drømte så inderligt om at arbejde med heste og blive dygtige ryttere, så hvis de bare fik kost, logi og en smule lommepenge, var de villige til at knokle fra lys morgen til sen aften, havde stutteriejeren erfaret.

Og det gjorde de. Flere af de kvinder, som TV 2 har talt med i forbindelse med dokumentaren 'Mareridtet på stutteriet', fortæller, at de sommetider var ved at falde ned ad hesten af ren udmattelse, og at de nogle dage dårligt havde tid til at spise og drikke.

Alligevel havde de opfattelsen af, at John Byrialsen sjældent var tilfreds.

Særligt når der var kunder på besøg, og pigerne skulle vise heste frem, kunne stutteriejeren gå amok, hvis han ikke synes, de gjorde det godt nok, fortæller de.

"Du skal satme lære at ride ordentligt" og "stupid idiot, stupid blond bitch" (dumme idiot, dumme blonde kælling, red.), skreg han ifølge kvinderne, mens kunderne hørte på det.

John Byrialsen var en hård, men særdeles dygtig træner, fortæller flere.
John Byrialsen var en hård, men særdeles dygtig træner, fortæller flere.
Foto: Privatfoto

Kvinderne syntes, det var ubehageligt, men de vidste også, hvor vigtige kundebesøgene var, og hvor meget der var på spil. Hestene på Viegård Stutteri var dyre, og køberne kom langvejs fra, nogle endda helt fra USA og Kina.

Derfor oplevede de også, at det var svært at sige fra, når John Byrialsen vækkede dem midt om natten, fordi han pludselig ville have dem til at vise en hest frem eller ville have dem til at feste og flirte med kunderne. Så rykkede "Johns call-girls" ud, som nogle af pigerne blev kaldt ifølge kilder tæt på John Byrialsen.

Ofte gik der ikke længe, fra John Byrialsen havde skreget af de ansatte eller tvunget dem op om natten, til han brugte utallige timer på at træne dem, endda på stutteriets bedste heste.

Og han var ikke bleg for at rose, fortæller de. Hvis han syntes, de havde talent, kunne han finde på at sige ting som:

"Du er som født til at sidde på en hest."

Og:

"Jeg havde aldrig brugt så meget tid på at træne dig, hvis ikke jeg virkelig troede på dig."

John Byrialsen har gennem årene trænet flere ryttere, som har vundet store internationale konkurrencer.
John Byrialsen har gennem årene trænet flere ryttere, som har vundet store internationale konkurrencer.
Foto: Privatfoto

Dé øjeblikke var, hvad de unge kvinder var kommet for. For mange af dem var John Byrialsen grunden til, at de overhovedet var rejst til Viegård. Hvis han virkelig troede på dem, måtte de hænge i.

Og det var med at nyde øjeblikket, for John Byrialsens opmærksomhed var flygtig, og det samme var hans gode humør.  

Men én ting var livet på gården om dagen, noget andet var om aftenen og natten.

Flere kilder fortæller, at John Byrialsen gerne ville have, at folk omkring ham drak meget alkohol til fester.
Flere kilder fortæller, at John Byrialsen gerne ville have, at folk omkring ham drak meget alkohol til fester.
Foto: Privatfoto

Alkohol var en indgroet del af kulturen på Viegård Stutteri. John Byrialsen elskede at feste, og ikke kun når der var kunder på besøg. Han inviterede også gerne sine tætte venner og forretningsforbindelser til fest med ham og de ansatte på gården, og så sørgede han for god mad og masser af alkohol.

De aftener var John Byrialsen i sit rette element, og han nød at underholde med røverhistorier og få folk til at grine.

Men der var også en anden side af ham, som kvinderne mærkede, og som afdækkes i dokumentaren 'Mareridtet på Stutteriet'.

Som timerne skred frem, oplevede kvinderne, at John Byrialsens adfærd blev mere og mere grænseoverskridende.

Nogle fortæller, at han gjorde tilnærmelser verbalt. Nogle fortæller, at han forsøgte at trænge ind på deres værelse. Andre fortæller, at de fik tæsk af ham, og at han forsøgte at skjule de voldelige handlinger ved eksempelvis at slå steder på kroppen, hvor man ikke kunne se det. Nogle fortæller, at de vågnede op nøgne i hans seng uden at kunne huske, hvad der var sket. Fire fortæller, at John Byrialsen voldtog dem.

Mens det lykkedes John Byrialsen at holde den del af livet på Viegård skjult for offentligheden, begyndte andre sager at pible frem.

Kriser og truende konkurser

John Byrialsen drev ikke kun forretning i Danmark, men havde blandt andet et stutteri i Polen.

I 2013 delte en ansat på det polske stutteri billeder og videoer på Facebook af udmagrede og døende heste med store sår. 64 heste blev fjernet af politiet i Polen, John Byrialsen blev dømt til at betale store bøder og blev samtidig sigtet for vanrøgt af dyr.

Først ti år senere i 2023 kom sagen for retten i Polen, og her blev John Byrialsen frikendt, fordi det ikke kunne bevises, at han havde været vidende om vanrøgt.

I 2013 fyldte sagen meget i danske medier, og John Byrialsen, der ellers ikke ofte udtalte sig til pressen, gav et længere interview til TV MIDTVEST. Her fortalte han, at han var presset økonomisk.

- Jeg har haft store arbejdsopgaver økonomisk for at få tingene til at køre. Jeg har haft håb og tænkt videre om natten, fordi jeg har ønsket at komme igennem med nye projekter. Det har været hårde tider de sidste fire år, sagde han.

John Byrialsen anklages for chikane, vold og voldtægt.
John Byrialsen anklages for chikane, vold og voldtægt.
Foto: TV MIDTVEST

Og John Byrialsen havde da også store pengeproblemer. Siden 1994 var gælden i hans virksomhed vokset stødt, og han havde været ved at gå konkurs flere gange.

Hver gang var John Byrialsen dog blevet reddet på målstregen, og det samme skete i 2013, da en kinesisk rigmand købte en tredjedel af Byrialsens virksomhed.

Med den økonomiske indsprøjtning kunne John Byrialsen drive Viegård videre i ro og mag – lige indtil han blev ramt af en ny skandale.

Voldelige demonstrationer på Viegård

I 2023 delte en medarbejder endnu engang billeder og videoer af underernærede heste, denne gang på Viegård Stutteri. Det fik myndighederne til at komme på uanmeldt besøg i juli, og her fandt de 50 ulovligt nedgravede heste.

0:48
Myndighederne gravede 50 heste op fra jorden i august 2023.

Igen fik sagen stor opmærksomhed i offentligheden, og en række dyreorganisationer meldte John Byrialsen til politiet for vanrøgt, ligesom flere mødte op for at demonstrere foran stutteriet. I nogle tilfælde endte det i voldelige sammenstød mellem dyreaktivister og ansatte på gården.

0:10

John Byrialsen afviste vanrøgt og forsøgte at holde sig i baggrunden, men historierne om ham væltede frem i medierne.

Blandt andet kunne TV 2 fortælle, at han samlet set havde betalt bøder for 665.000 kroner for uforsvarlig og grov uforsvarlig behandling af sine heste gennem årene.

I oktober 2023 blev stutteriejeren erklæret konkurs, og Viegård Stutteri blev i april 2024 solgt på tvangsauktion til den lokale forretningsmand Georg Rosenkilde.

0:43
Medarbejdere på Viegård påkørte demonstranter.

John Byrialsen gav dengang udtryk for, at han var "træt" af situationen, men skulle én anden overtage Viegård, var han alligevel glad for udfaldet:

- Georg og jeg er venner. Det har vi været i 30-40 år, lød det til TV MIDTVEST.

Og det tyder da også på, at John Byrialsens mangeårige ven har budt ham velkommen på Viegård igen. Flere kilder tæt på John Byrialsen fortæller, at han ofte er på gården. Hvad han præcis laver, og om han har planer om at opstarte stutteri igen, ved de ikke, lyder det.

Men ingen af dem er overrasket over, at han er tilbage. Ifølge dem har John Byrialsen fortsat meget magt, fordi han har stærke forbindelser til personer i branchen og til lokale forretningsfolk.

Om det var derigennem, John Byrialsen opsnappede, at der var en dokumentar på vej om ham, vides ikke, men i foråret 2024 ringede han i hvert fald på eget initiativ til TV 2 for at høre nærmere.

Aldrig sket på denne farm

I telefonen fortalte en TV 2-journalist John Byrialsen, at flere tidligere ansatte blandt andet berettede om en festkultur, der var "gået over stregen" på Viegård og Tjele Gods.

Her lød svaret fra den tidligere stutteriejer:

- Men hvad er gået over stregen? Jeg har ikke voldtaget eller bundet nogen kvinder eller noget som helst andet, der er ulovligt. Jeg har holdt gode fester, ja. Drenge og piger elskede at komme til mine fester, for der var gang i den.

Der skulle være anklager om vold og overgreb begået af dig?

- Aldrig nogensinde. Ikke en, der kan komme igennem med noget der overhovedet. Vi har lidt en – hvad skal man sige – en frisk tone, vil jeg sige, men det havde alle, der kom, og det var altså... de kunne jo lide lugten i bageriet, var jeg lige ved at sige.

Så du tænker, det er mere et spørgsmål om forsmåede kvinder, der anklager dig for ting?

- Ja, selvfølgelig er det det.  

Var du også selv sammen med nogen af de piger der, altså seksuelt sammen?  

- Nej aldrig. Det har jeg aldrig været med de der unge piger. 

- Det er aldrig nogensinde sket på denne farm. Aldrig.

I juni 2024 ringede TV 2 Dokumentar til John Byrialsen og forsøgte at forelægge ham den samlede kritik fra de tidligere ansatte. Her afviste han at kommentere på anklagerne og sagde, at det hele handlede om at få ham ned med nakken.

- Hvad skal man sige til det? Altså det er jo håbløst. Derfor har jeg desværre ingen kommentarer til dig, sagde han til TV 2s journalist.

TV 2 Dokumentar har siden skriftligt forelagt ham alle kvindernes udtalelser i dokumentaren samt den øvrige rejste kritik, men han er ikke vendt tilbage med svar.

Kun en af de kvinder, der fortæller, at hun har været udsat for krænkelser og overgreb af John Byrialsen meldte ham til politiet efter hændelsen. Tre af kvinderne har indenfor det seneste halve år meldt John Byrialsen til politiet. To af sagerne er forældet. Den sidste er blevet bedt om at møde op til en afhøring hos politiet.

Kilderne tæt på John Byrialsen fortæller til TV 2, at de ikke tror, at beskyldningerne fra hans tidligere ansatte får afgørende konsekvenser for ham.

For den John Byrialsen, de kender, er som en kat med ni liv. Han kommer altid igen.

John Byrialsen har fået forelagt al indhold i denne artikel med henblik på genmæle. Han er ikke vendt tilbage. TV MIDTVEST har også forsøgt at få en kommentar fra John Byrialsen, men han har ikke reageret på vores henvendelser.

Se begge afsnit af dokumentaren 'Mareridtet på stutteriet' allerede nu på TV 2 Play.