Svømmere skar sig på bunden - så gjorde Søren overraskende fund
Søren Christiansen gjorde flere bemærkelsesværdige fund.
Naturstyrelsen har anlagt en ny flot badebro ved Lyngsø i Silkeborg. Men der har været ét problem.
Svømmere, der har benyttet sig af badebroen, fortæller, at de skærer sig på bunden.
Derfor tog Naturstyrelsen fat i Søren Christiansen og hans skraldedykkerklub og spurgte, om de kunne undersøge, hvad der foregik.
- Jeg har tidligere haft kontakt med dem i forbindelse med et projekt, hvor vi har renset Remstrup Å. Dengang sagde jeg, at de bare skulle sige til, hvis vi kunne hjælpe en anden gang, og det gjorde de så, fortæller Søren Christiansen.
Det viste sig også, at der var rigeligt med ting på bunden at fjerne for skraldedykkerne.
- Vi fandt en helvedes masse ting, siger Søren Christiansen med et grin og fortsætter:
- Men der var også rigtig mange muslinger. Og hvis man træder på sådan en, og den knuses, så skærer man sig. Så jeg tror, at det er dem, som folk har slået sig på.
Fandt gebis
Blandt fangsten ved Lyngsø var der blandt andet en indkøbsvogn og et el-løbehjul.
Det mest overraskende fund var dog et gebis.
- Jeg tror dog ikke, at det er det, som folk har skåret sig på. Der var i hvert fald ingen hjørnetænder på, siger Søren Christiansen med et grin.
Han fortæller, at fangsten ved Lyngsø ikke var mere usædvanlig, end hvad skraldedykkerne ellers oplever.
- Der ligger altid en masse ting. Men det er også det, der er sjovt for os. Det er mange af de samme ting, men vi finder også altid en lille finurlig ting, og det er det, der gør det spændende for os. Denne gang var det så et gebis, siger han.
Søren Christiansen har tidligere fundet både gammelt sølvtøj og ammunition. Og han kommer til at fortsætte med at trevle vandområderne i Silkeborg igennem for efterladte ting.
- Vi synes, at det er pisseskægt. Det er ikke en sur pligt, vi gør det, fordi vi synes, at det er sjovt, siger dykkeren.