Helte på 9 og 11 år: Smilla og William jog tyvene væk
Et søskendepar fik skræmt ubudne gæster væk.
Har du set filmene "Alene hjemme", hvor barnestjernen Macaulay Culkin gør livet surt for et par skumle indbrudstyve? Måske skulle man også skele til et par seje børn her fra landsdelen.
Da Reno Løhde næsten lige var mødt på arbejde fredag morgen, fik han et opkald fra sin 9-årige datter og 11-årige søn.
- Far, der er nogen her, sagde hans datter Smilla.
Klokken var omkring otte. Smilla og hendes storebror William skulle selv gå i skole til juleafslutning i Skals nord for Viborg, og far Reno Løhde var lidt skeptisk.
- Jeg tænkte, hvad fanden kan det være. Hvad finder de på for ikke at komme i skole?
Efter mor og far var taget hjemmefra, skulle børnene selv gøre sig klar til skole og hjælpe med at lukke familiens høns ind i sikkerhed for ræven.
Efter Smilla og William havde slukket alt lyset i huset, gik de om i haven med kurs mod hønsene. Men her blev de mødt af et syn, de ikke lige havde forventet.
Omme bag deres æbletræ stod der nemlig en mand iklædt sort tøj.
- De blev meget bange og løb op og låste døren og ringede til mig, siger Reno Løhde og tilføjer:
- Jeg kunne mærke med det samme på deres stemmer, at der var noget galt
Mødte to mænd i sort tøj
Før børnene kom ind og kunne låse hoveddøren, mødte de endnu en mand i sort tøj, hvor de heller ikke kunne se ansigtet.
- Ham her manden træder væk og lader dem komme ind. Han siger ikke noget og forsvinder bare, siger Reno Løhde.
Reno Løhde fik hurtigt fat i politiet og børnenes bedstefar, som hurtigt kom til undsætning, men tyvknægtene var over alle bjerge.
- Det er jeg meget glad for, og børnene handlede lige, som de skulle, siger han.
Det føles dog en anelse utrygt, at nogen har forsøgt at bryde ind i familiens hus, og de vil nu kigge nærmere på en løsning med overvågningskamera.
- Vi skal have gjort noget, så børnene igen kan være trygge ved selv at tage i skole, siger Reno Løhde.