Kort nyt

Kl. 07.44

83-årig dræbt i ulykke: Nu er 17-årig sigtet

Torsdag formiddag mistede en 83-årig lokal mand livet i et trafikuheld nord for Bækmarksbro, nu er føreren af den anden bil blevet sigtet af politiet.

Der er tale om en 17-årig ung mand. Han er sigtet for at køre uden kørekort, oplyser politikommisær David Dyrmose fra lokalpolitiet i Holstebro.

- Det er for tidligt at sige, om der kommer flere sigtelser, siger David Dyrmose.

Ulykken skete i krydset ved Fårevej og Ringkøbingvej. Ifølge politiet overså den 83-årige sin vigepligt, da han kom kørende fra Fårevej og ud på Ringkøbingvej, hvor den 17-årige kom kørende, og ramte direkte ind i siden af den 83-åriges bil.

Den 83-årige døde på stedet, men den 17-årige er uden alvorlige skader.

- At dømme ud fra de to bilers tilstand, så er den unge mand sluppet billigt fra ulykken, siger David Dyrmose.

Familien til den afdøde er underrettet, oplyser politiet.

Billedet på forsiden er et privatfoto fra ulykkesstedet.

19 minutter siden

Renovering af svømmehal ramt forsinkelse - igen

Der er igen problemer for renoveringen af svømmehallen i Ringkøbing. Hallen bliver måske først klar til badegæster til sommer.

35 minutter siden

Nye datoer for mølletransport

Der er nu kommet nye datoer for den videre rejse for den store mølletransport af tre mølledele fra Siemens Gamesa, som lige nu befinder sig i Hanstholm på sin vej fra Brande til Østerild.

Kl. 13.33

Mest ubelejlige tidspunkt: Lukket på grund af skadedyr

Butikken ABC i tarm har fredag måtte lukke ned, efter der er blevet spottet en mus indenfor i butikken. En situation, der aldrig er rar for en butiksejer, men så tæt op til jul gør det ekstra ondt, fortæller butikschef Kristian Krejberg.

- Det vigtigste er, at kunderne kan føle sig sikre og trygge, så er det lige meget, om vi måske kunne have omsat for rigtig mange penge ved at holde åbent en dag som i dag, siger han.

Hvor lang tid butikken skal holde lukket, er endnu for tidligt at sige. Lige nu venter butikken på skadedyrsbekæmpelsen, der forhåbentlig kan få bugt med problemet hurtigst muligt, håber butikschefen.

Kristian Krejberg henviser kunderne til at holde øje med butikkens Facebook side, hvor han løbende vil holde kunderne opdateret.

Kl. 13.04

Børn afværgede indbrud

Smilla på 9 og William på 11 år fik fredag afværget et indbrud i familiens hus. 

Pludselig stod der to mænd iklædt sort tøj, fortæller deres far. 

Kl. 12.51

Overraskelse: Strømmen er billig i julen

I midten af december oplevede vi, at elprisen steg gevaldigt og røg op på mere end 11 kroner pr. kWh med skatter og afgifter. Det skyldtes især, at der var ekstraordinært vindstille over Europa og det faktum, at vi jo generelt bruger mere energi i vintermånederne.

Det skriver OK i en pressemeddelelse.

Priserne på strøm er igen faldet til et mere normalt niveau og prognoserne for julen viser heller ingen stigninger. Én ting er, at vejret er gået hen og blevet mildere og med mere vind. Men oveni skal lægges, at julen traditionelt er lig med lavere elpriser på trods af julebag, julelys og en nærmest landsdækkende ovnstegning af and og flæskesteg. 

- Vores opgørelse viser, at i perioden mellem 2015 og 2023 er juledagene cirka 76 procent lavere end gennemsnitsprisen for december måned. I prognoserne for denne jul, ser det ud til, at ’juleprisen’ vil ligge på cirka 55 øre uden skatter og afgifter, mens gennemsnitsprisen for måneden er cirka 70 øre uden skatter og afgifter. Det vil sige lidt mere end 27 procent lavere end gennemsnittet for måneden, forklarer Troels Skipper, produktchef hos OK.

Kl. 12.13

Pakker påskeæg i juletiden

Hos den socialøkonomiske Thy Naturkraft bliver der pakket påskeæg, fordi de skal sendes inden jul. 

Kl. 11.46

Det kimer nu til juleferie

Landsdelenes elever kan fredag pakke bøger og penalhuset sammen og i stedet sige velkommen til juleferie. 

Fredrag blev ferien budt velkommen med en af skoles særlige traditioner.

Kl. 10.57

Forsikringsselskabs kunder har haft 10.000 nedbørsskader i år

Forsikringsselskabet Topdanmark har haft travlt med at tage imod henvendelser fra kunder, der har mærket konsekvenser af et vådt år.

Selskabets kunder har nu rundet 10.000 nedbørsskader i år, hvilket kun er overgået af 2023. Det viser en foreløbig opgørelse.

Sidste år, der blev det vådeste år nogensinde målt, bød til sammenligning på omkring 12.300 skader relateret til nedbør.

De mest udbredte henvendelser fra kunderne har handlet om vand, der er trængt ind gennem et utæt tag, eller kloakvand i kælderen.- Allerede ved udgangen af september var der faldet så meget nedbør, at det svarer til den gennemsnitlige mængde nedbør på et helt år, siger Helene Ibsen, boligchef hos Topdanmark.

- Det er ganske markant, og det understreger vigtigheden af at forebygge skader, både som samfund og som boligejer.

Kl. 10.53

Langt færre får corona ved juletid i år

Mens julen nærmer sig, stiger antallet af luftvejsinfektioner i landet. Men kigger man isoleret på corona, er der sket en væsentlig forskel denne jul. For antallet af coronatilfælde er ti gange lavere i år sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Det viser Statens Serum Instituts (SSI) juleprognose for 2024.

"En glædelig udvikling", kalder Bolette Søborg, som er overlæge og sektionsleder på SSI, det i en pressemeddelelse.

- Samtidig giver det aktuelt sundhedsvæsenet lidt luft, når andre infektioner begynder at tage fart, siger overlægen.

For sæsonen for RS-virus og influenza er allerede begyndt. I den seneste uge er smitten med influenza steget med knap 40 procent og smitten med RS-virus fordoblet.

Kl. 10.35

Tv-eksperiment skubber til vaner

I tre uger har 18-årige Christina Lund fra Kibæk levet uden sin bil og i stedet byttet den ud med cykel, rejsekort og kreative løsninger for at blive klogere på, hvilke alternativer der er til biltransporten, som står for næsten en femtedel af Danmarks CO2-udledning.

Eksperimentet er slut, men selv om hun nu må starte bilen igen, så bliver der også trådt i pedalerne.

Kl. 09.41

Biler i sammenstød: En væltet om på taget

To biler er kørt sammen på Kjellerupvej i Kjellerup imellem Silkeborg og Viborg.

Det oplyser Midtjysk Brand og Redning.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi tyder det på, at den ene bil har påkørt den anden bagfra. 

Den ene bil er derefter væltet om på taget, men alle er kommet ud af bilerne og er uskadte, fortæller vagtchef Allan Riis.

Bilerne er blevet fjernet, og vejen er igen farbar, oplyser vagtchefen.

Politiet mangler stadig det fulde overblik, men kan oplyse, at der ikke var andre i bilerne end førerne af de to køretøjer.

Kl. 09.29

Royalt besøg blev en dyr omgang

Besøget fra Kong Frederik og Dronning Mary i Holstebro endte med at koste 590.000 kroner for kommunen.

Det fremgår af en opgørelse over udgifterne, som Holstebro Kommune har sendt til TV MIDTVEST. 

Kl. 09.24

Tre rumænske mænd dømt for lang række indbrud

Retten i Herning idømte torsdag tre rumænske mænd otte måneders ubetinget fængsel for en lang række af butikstyverier i løbet af sommeren og efteråret 2024.

Det skriver, Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjylland på mediet X.

De tre mænd er henholdsvis 25, 31 og 38 år.

Udover fængsel blev mændene udvist og fik indrejseforbud i 6 år.

Alle tre tiltalte modtog dommen og blev fængslet efter dom.



Kl. 08.34

Standset 10 gange uden kørekort

Han har prøvet det før - at blive stoppet af politiet uden et gyldigt kørekort at vise frem. Natten til fredag skete det så igen for en 24-årig mand, der havde flere ting på samvittigheden.

Kl. 08.01

Stukket af efter lys-påkørsel

En forladt bil og en ødelagt lygtepæl. Det var hvad, der mødte politiet, da de sent torsdag aften kørte ud til et formodet færdselsuheld.

- Føreren er simpelthen stukket af fra stedet, oplyser lokalpolitiet i Holstebro.

Uheldet er sket, der hvor Sønderbrogade krydser Store Å i Holstebro.

Lygtepælen er så beskadiget, at kommunen vil køre en forsikringssag, oplyser politiet.

Kl. 07.35

Vindstød af storm og stærk storm

Torsdag aften og natten til fredag har der været vindstød af storm og stærk storm flere steder på vestkysten. Og det fortsætter fredag morgen - både med dets fordele og ulemper.

Kl. 07.14

Endnu en partifælle vil vælte formanden i Nye Borgerlige

Endnu et medlem af Nye Borgerlige vil vælte Martin Henriksen som formand for partiet.

Der er tale om Susanne Borggaard, som sidder i kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune.

Susanne Borggaard mener ikke, at Martin Henriksen gør det godt nok, siger hun til B.T.

- Flere medlemmer ønsker et formandsskifte. Vi står foran et kommunalvalg i 2025, og medlemmerne siver, og det kræver, at vi har den rette ledelse i Nye Borgerlige, siger hun til B.T.

Også Carsten Kudsk går efter formandsposten til næste årsmøde i 2025. Det meddelte Kudsk, som fra 2015 til 2019 flere gange var midlertidigt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, i sidste uge.

Nye Borgerlige kæmper i øjeblikket for at indsamle nok vælgererklæringer, så partiet kan stille op til næste folketingsvalg. Det kræver 20.195 vælgererklæringer. Partiet har indsamlet lidt over 1400 af slagsen indtil videre.

Kl. 07.03

80 procent færre juleindbrud

Juledagene er for manges vedkommende lig med julehygge, god mad og familiebesøg. For nogle er det desværre også lig med et indbrud i hjemmet, når de vender tilbage efter juleferien. Men indbrudstal for juledagene i 2023 viser, at antal indbrud i beboelser i juledagene den 23. december til og med den 31. december lå lavt. 

Helt præcist var der 362 indbrud i juledagene i 2023 mod 1.776 i 2013, hvilket svarer til et fald på 80 procent, skriver Dansk Statistik i en pressemeddelelse.

Region Midtjylland var den region med flest anmeldelser af indbrud i beboelser i juledagene. Der var i alt 104 indbrud, hvorimod nabo regionen Nordjylland ligger i modsatte ende af statistikken og kunne sidste år nøjes med 32 indbrud i beboelser i juledagene, viser tal fra Dansk Statistik.

Kl. 06.50

Uligheden er steget

I Midt- og Vestjylland har den typiske borger haft en nedgang i sin realindkomst i 2023. Det skriver TV 2 på baggrund af en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Det betyder, at indkomsterne steg i et lavere tempo end inflationen. Og det er ikke kun i det midt- og vestjyske, at det ser sådan ud.

Kl. 05.45

Regeringen indleder lang rejse mod mindre iltsvind og fiskedød

Et væsentligt element for den politiske aftale om en grøn trepart indleder nu en rejse, som skal munde ud i mindre iltsvind, fiskedød og fedtemøg.

Regeringen sender fredag opdaterede vandområdeplaner i høring, som skal resultere i, at de lokale treparter kan begynde at planlægge den indsats for næste år, der skal betyde mindre udledning af kvælstof.

Aftalen om den grønne trepart indeholder, at landbruget årligt skal udlede 13.780 tons mindre kvælstof.

- Det er en stor omgang, Derfor er der en lang høringsfrist her på et halvt år, siger Jeppe Bruus (S), der er minister for grøn trepart.

Ministeren peger på, at indsatsen skal sikre, at de rigtige landbrugsjorde bliver taget ud, så der kommer en god tilstand i vandoplande, søer og åer, og så kvaliteten af drikkevandet bliver bedre.

Den tredje vandområdeplan for perioden 2021-2027 udkom sidste år, og det er den nyopdaterede version af planen, der nu sendes i høring.