Ekspertens bedste råd Kan du undvære bilen – eller én af dine biler?

Små ændringer i dine transportvaner kan gøre en forskel for klimaet. Her får du ekspertens bedste råd.

Vi kører i bil som aldrig før, og på bare ti år er der, alene i Region Midtjylland, kommet 135.000 flere biler på vejene.

I øjeblikket går Danmarks klimaregnskab i den rigtige retning, blandt andet fordi mange danskere vælger elbilen i stedet for benzin- eller dieselbilen. Omvendt, så produceres der tilsvarende også flere biler, som trækker i den modsatte retning.

- Det stigende antal biler er et problem, hvis klimaudledningen skal begrænses, siger Søren Have, programchef for Fremtidens Mobilitet i CONCITO, Danmarks grønne tænketank.

Hvis én familie har to eller tre biler i husholdningen, så er det nemlig i høj grad også produktionen af den enkelte bil, der giver minus på klimaregnskabet.

I Midt- og Vestjylland er flere biler netop virkeligheden for mange familier, hvor transportmulighederne er udfordret af begrænset offentlig transport og lange, øde landeveje - ofte uden cykelstier. Det erkender Søren Have:

- Det kan for nogen være svært at opgive bilen helt. Men for de fleste vil der være nogle ture, hvor man godt kunne gøre noget andet end at tage bilen. Selv små ændringer kan gøre en forskel, siger han og fortsætter:

- Vi har alle et ansvar. Og hvis vi vil have noget andet, er vi også nødt til at gøre noget andet.

Men hvad kan man gøre noget for at bidrage til løsningen? Her får du Søren Haves bedste råd:

Skift til elbil
Hvis du har en fossilbil, så vælg elbil næste gang, du alligevel skal have ny bil. Det mindsker CO2-udledningen betydeligt.

Drop bil nummer to eller tre
Hvis din husholdning har mere end én bil, så overvej, om den ene kan undværes og erstattes. Måske kan enten cykel, samkørsel eller bus og tog være løsningen?

Vælg cyklen eller gå på de kortere ture
Og har du under 10 kilometer til arbejde, så overvej, om du ikke burde cykle derhen – måske bare en gang i mellem?

Saml din gøremål
Planlæg dine gøremål, for eksempel indkøbsture, og begræns antallet af køreture.  

0:50
Søren Have fra CONCITO, Danmarks grønne tænketank, deler ud af sine gode råd.