Kommune vinder pris for ældreindsats
Hjemmeplejen i Viborg Kommune har de seneste syv år kørt et særligt træningsprogram for ældre i eget hjem, og det har givet gevinst på mere end ét plan.
Flere gange om ugen laver 88-årige Lena Mortensen nogle små træningsøvelser hjemme i sin lejlighed i Viborg.
- Det har hjulpet mig fantastisk, siger hun.
For nogle måneder siden var hun uheldig at falde og få et brud på sit bækken.
- Jeg havde været til lotterispil, og så faldt jeg herude i entreen, fortæller Lena Mortensen.
I dag har hun besøg af social- og sundhedshjælper Malene Muratovic. Hun har en bachelor i idræt og er ansat til at varetage digital rehabilitering i kommunens hjemmepleje. Hun vejleder de ældre, så træningen bliver udført på den rigtige måde.
1200 pensionister i Viborg Kommune har indtil videre været igennem det særlige træningsprogram, der via en app laver øvelser til den enkeltes behov.
- Vi har borgere, som skulle have hjælp til pleje, men som nu har trænet sig op til at klare sig selv i hjemmet igen. Det giver dem en livskvalitet, at de ikke har behov for, at der kommer nogen og hjælper dem, siger Malene Muratovic.
Har sparet 60.000 plejetimer
Kommunen har brugt konceptet i syv år og fik torsdag en nystiftet pris ”Træning i tide” for sin indsats.
- Vi er slet ikke i tvivl om, at det er en god investering at bruge tid og kræfter på at træne de ældre, siger formand for kommunens ældre- og aktivitetsudvalg, Johannes Vesterby (V).
Det er beregnet, at kommunen indtil videre har sparet over 60.000 plejetimer på den konto.
- Vi ved, at vi inden 2035 skal bruge over 25.000 nye kolleger. Og de findes ikke. Så vi skal bruge alle de kræfter, vi overhovedet kan finde. Her er hverdagsrehabilitering et af redskaberne, og vi kan se, at de virker, siger sektorformand Tanja Nielsen fra fagforbundet FOA.
Det er Viborg-virksomheden DigiRehab, der står bag den nye pris. Firmaet arbejder med it-løsninger til hjemmeplejen i en stribe danske og udenlandske kommuner.
- Viborg Kommune har virkelig flyttet milepæle på det her område. Med prisen vil vi gerne sætte fokus på den slags løsninger i hjemmeplejen, lyder det fra direktør Niels Heuer.
Og træning i hjemmet har hjulpet 88-årige Lena Mortensen flere skridt videre. Nu kan hun selv gå på indkøb. Og hun kan holde ud at stå ved køkkenbordet. Smerterne er ikke som før.
Så hun fortsætter med at træne derhjemme på egen hånd.