Kort nyt

Kl. 10.33

83-årig mand dræbt i trafikulykke

En 83-årig mand fra lokalområdet mistede torsdag formiddag livet i en trafikulykke nord for Bækmarksbro..

Ulykken skete i krydset mellem Agergårdvej og Ringkøbingvej, hvor den 83-årige kom kørende i bil.

- Han overså sin vigepligt og blev påkørt af en anden bil, fortæller vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den anden bil, som kom kørende mod nord på Ringkøbingvej, blev ført af en 17-årig mand fra Ringkøbing-Skjern-området.

Politiet oplyser, at den 83-årige mands familie er underrettet.

Vejen er fortsat spærret på grund af oprydningsarbejde, men politiet forventer, at det snart er afsluttet.

27 minutter siden

Tvunget til fyringer

Danmarks Internationale Klimacenter, Klimatorium i Lemvig, er presset i bund fra 2025. Nu er de tvunget til at fyre flere medarbejdere. 

59 minutter siden

En stor dag, men ikke den største

Emil Bergholt fra Skjern Håndbold blev onsdag udtaget til sin første slutrunde nogensinde.

En stor dag - men ikke den største i karrieren, siger han. Nej, for der skal mere til for at få den 27-årige slutrundedebutant op at køre.

- Jeg synes, det er lidt større at vinde en titel end at blive udtaget. Dermed ikke sagt, at det ikke er kæmpestort, fordi det er det også, slår Emil Bergholt fast.

Kl. 12.53

Huskøbere slipper for at betale afdøde sælgeres boligskat

Boligkøbere, som er endt med at betale boligskat for en siden afdød hussælger, kan se frem til at få penge tilbage - til næste sommer.

Til B.T. siger skatteminister Rasmus Stoklund (S) torsdag, at han til foråret vil fremlægge et lovforslag, så de huskøbere, som er i klemme, kan få tilbagebetalt den boligskat, som de uretmæssigt har betalt.

- Jeg er glad for, at vi i forligskredsen er enige om, at folk ikke skal hænge på en stor regning fra en død person. Det er ikke rimeligt, og derfor ændrer vi det nu, siger Rasmus Stoklund til avisen.

Det er blevet besluttet i forligskredsen bag aftalen om boligskat, efter at Euroinvester og B.T. har sat fokus på flere huskøb, hvor boligkøbere er kommet i klemme.

Problemet er opstået som konsekvens af det nye boligskattesystem.

Kl. 12.44

Indbrudsbølge: Tyvene åbnede julegaver

Boligblokkene på Doktorvænget i Holstebro har været udsat for en hel stribe indbrud.

I to forskellige opgange har der været i alt seks indbrud - det er sket onsdag eftermiddag mellem klokken 12.30 og 14.30.

Lokalpolitiet i Holstebro tror, der er tale om de samme gerningsmænd alle seks steder.

- Det er der meget, der tyder på. Der er i hvert fald benyttet samme fremgangsmåde alle stederne, siger politikommissær David Dyrmose.

Fremgangsmåden har været at ødelægge låsen og trække cylinderen ud.

Tyvene er blandt andet sluppet afsted med elektronik og smykker.

- Lejlighederne er rodet igennem, og der er også åbnet julegaver flere steder, fortæller politikommissæren.

Politiet hører gerne fra vidner eller fra folk, der har oplysninger i sagen. Det er på telefon 114.

Kl. 12.21

Tyveri fra skole for 50.000

Funder Skole er blevet udsat for et tyveri af en større mængde Troldtekt-plader.

- Man er ved at bygge om på skolen, og derfor har der været mange af de her Troldtekt-plader på stedet, fortæller politikommissær Kenn Jensen fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Der er stjålet i alt 16 halvpaller med Troldtekt-plader. De har en samlet værdi af cirka 50.000 kroner.

Kl. 12.03

Samuraisværd, narko og peberspray

Politiet fik nok at se til, efter at en bil blev standset i Bonnet ved Lemvig onsdag eftermiddag.

Bilen blev ført af en 34-årig mand fra Lemvig.

Under ransagning fandt politiet to samuraisværd og en ulovlig dolk - samt 26 gram amfetamin. Politiforretningen stoppede imidlertid slet ikke her - der var nemlig tre andre personer i bilen.

Kl. 11.11

Råvare i eksplosiv prisstigning

Det er ikke uden nervøsitet, at Pernille Tophus Larsen tænker på den nye kontrakt, hun skal til at forhandle. For det er snart ved at være et år siden, at hun forhandlede sig til den pris på kakao, som hun igennem det sidste år har kunnet købe råvaren til, når der skulle produceres nye varer til hendes chokoladebutik, Chokoladekurven, i Thisted.

- Det her er ekstremt. Jeg kan da godt mærke, det kommer krybende om natten, og det gør jo også, at jeg tænker i andre retninger, siger hun.

For igennem det seneste år, er prisen på kakao bare steget og steget.

Kl. 10.46

Ny lov om organdonation vedtaget

Fra 1. juni vil alle borgere over 18 år blive registreret som potentielle organdonorer.

Der er humlen i en ny lov, Folketinget har vedtaget torsdag.

Borgere skal stadig aktivt bekræfte registreringen som organdonor på sundhed.dk. Gør man ikke det, vil det i stedet være ens pårørende, der skal tage beslutningen.

- Vi piller ikke ved selvbestemmelsesretten. Det er et personligt valg, om man ønsker at blive organdonor, og det vil det fortsat være, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde i en pressemeddelelse.

- Men jeg håber, at den nye samtykkemodel vil få flere til at tage aktiv stilling til organdonation og registrere deres valg i Organdonorregisteret.

Over 400 danskere står i øjeblikket på venteliste til et nyt organ ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

I 2023 døde 28 personer, mens de ventede på et organ.

Kl. 10.45

Klagerne er udeblevet - nu går de i gang

Danmarks største vindmøllepark bliver en realitet.

Det står klart, efter høringsperioden for projektet er overstået uden en eneste klage.

Det oplyser selskabet RWE, det står for projektet, i en pressemeddelelse.

Derfor kan arbejde med vindmølleparken Thor begyndes. Den enorme vindmøllepark skal placeres 22 kilometer ud for kysten ved Thorsminde, 

Allerede fra 2027 skal vindmølleparken begynde at kunne levere strøm til en million danskere.

Vindmølleparken kommer til at bestå af 72 vindmøller. Thorsminde Havn bliver basen for 50-60 driftsmedarbejdere.

Kl. 09.29

Flere aflyste tog

Go Collective melder om aflyste tog i løbet af torsdag.

Det er toget mellem Skjern og Esbjerg med afgang klokken 10.41, og det er toget mellem Esbjerg og Skjern med afgang klokken 11.59.

Der er også en aflysning lidt senere på dagen. Det gælder toget mellem Skjern og Aarhus med afgang klokken 13.18.

Kl. 09.28

Minkmænd skal fejre jul bag tremmer

To sigtede i en stor sag om hvidvask af narkopenge gennem salg af minkskind skal tilbringe julen bag tremmer, efter at deres varetægtsfængsling er blevet forlænget i fire uger.

Det oplyser NSK til TV MIDTVEST.

De to har siddet varetægtsfængslet siden et grundlovsforhør i oktober. De er sigtet for at være en del af en sag, hvor der tilsammen skulle være hvidvasket mindst 30 mio. kroner.

De to varetægtsfængslede nægter sig begge skyldige. Som TVMIDTVEST tidligere har fortalt har den ene af de to haft en fremtrædende rolle i minkbranchen og har tilknytning til Midt- og Vestjylland

Kl. 09.14

Lad dig ikke narre af slagtilbud

Julen nærmer sig, så traditionen tro er der for længst udbrudt priskrig mellem landets supermarkeder.

Lader man sine øjne glide ned over tilbudsaviserne, bliver man derfor i disse dage mødt af slagtilbud på alt lige fra smør og fløde til flæskestege og sodavand.

Men man må ikke lade sig narre.

Kl. 09.06

Falsk alarm: Brandvæsenet kørte forgæves

En 43-årig kvinde aktiverede onsdag kl. 14:35 en brandalarm på Thisted Kommune. 

- Det aktiverede beredskabet, som det nu skal, men kommunen blev ikke oversvømmet af sprinklere, fortæller politikommissær ved Thisted lokalpoliti, Henrik Jensen.

Den 43-årige kvinde er sigtet for misbrug af faresignal.

- Hun har været derinde i en anden anledning. Vi ved ikke, om det er fordi, hun har været utilfreds med noget, eller hvorfor hun har gjort det, fortæller Henrik Jensen.

Kl. 09.03

Nu bliver det igen dyrere at bruge strøm

Det bliver dyrere at have lyset tændt, vaskemaskinen kørende og TV'et på fulde drøn i tidsrummet 17:00-20:59.

I hvert fald hvis du har elselskabet L-net, der dækker Holstebro by og Vinderup.

I en mail til kunderne oplyser elselskabet, at de overgår til tarifmodel 3.0. Det betyder, at prisen for at transportere strømmen bliver dyrere i bestemte tidsrum. 

Prisen for transport af strøm er nu 36,73 kilowatt-time hele døgnet. Med den nye model bliver der forskellige priser i forskellige tidsrum. Det dyreste tidsrum bliver 17:00-20:59.

De nye priser træder i kraft fra 1. april 2025.

ELPRISER
Foto: Vestforsyning
Kl. 08.44

Tissede op ad rude - og blottede sin dolk

En 30-årig mand fik selskab af en patrulje i Viborg, da han onsdag formiddag tissede op ad en rude på Grønnegade i Viborg. 

- De rettede henvendelse til manden, og da de kommer hen til ham, ser de, at der er noget, der stikker ud fra hans lomme, fortæller fungerende politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg, Maria Jensen, og tilføjer:

- Der opdager de så, at han har en dolk.

Manden er derfor sigtet for overtrædelse ordensbekendtgørelsen og knivloven. 

Kl. 08.10

Scoop: Ny kontrakt til stor profil

FC Midtjylland har sikret sig en ny og længere kontrakt med den ombejlede angrebsprofil Franculino Djú. Det skriver FCM på klubbens hjemmeside.

Den 20-årige landsholdsspiller fra Guinea-Bissau har skrevet under på en kontrakt, der løber helt frem til udgangen af 2029.

- Franculino har bevist sine evner som en rendyrket ni’er med målinstinkt. Han rummer en unik pakke af uforudsigelighed, teknisk højt niveau og dygtige afslutningsfærdigheder. Han kan lugte, hvor chancerne opstår, og han skaber dem også på egen hånd, udtaler fodbolddirektør Peter Sand.


Forsidefoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kl. 08.05

På besøg for første gang i 37 år

Der er sat navne på de værtsbyer, som næste år skal lægge græs til de danske fodboldkvinders kampe i Nations League.

Mens to af kampene skal spilles på Odense Stadion, skal Herning for første gang i 37 år stå for en A-landskamp på kvindesiden.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse.

Opgøret på MCH Arena spilles 8. april, hvor Italien kommer på besøg. Det er fjerde kamp i gruppespillet, hvor Danmark desuden møder Sverige og Wales. De to sidstnævnte modstandere krydser klinger med danskerne på Fyn.

Kl. 08.02

Alvorligt færdselsuheld: Politiet klar med nye detaljer

Tidlig torsdag morgen kørte en personbil ind i en lastbil på hovedvej A28 mellem Hoven og Sønder Omme. 

Nu har lokalpolitiet nyt om den 55-årige mand fra lokalområdet, der førte personbilen.

- Han har været i kritisk tilstand, men nu er han stabil. Han har pådraget sig adskillige brud, fortæller leder af lokalpolitiet i Ringkøbing, Bjarne Askholm.

Lokalpolitiet fortæller, at skyldsspørgsmålet ligger hos føreren af personbilen. 

- Man har forsøgt at tage en blodprøve på ham, men han var bevidstløs efter ulykken, så det var ikke muligt.

Bjarne Askholm fortæller, at trafikken nu lettes på vejen, efter den har været delvist spærret i flere timer.

Lastbilchaufføren er uskadt.

Kl. 07.20

Oliver renset efter lang tid bag tremmer

- Det er to år, som jeg aldrig får tilbage af mit liv, siger 23-årige Oliver Chano Lycks, efter han nu er blevet renset i retten efter at have siddet i fængsel i to år. Læs den opsigtsvækkende historie ved at følge linket her.

Kl. 06.58

Millioner til kræftbehandling

Region Midtjylland har netop vedtaget at fordele et stort millionbeløb for at styrke kræftbehandlingen på regionens sygehuse.