Drama i Silkeborg: Maskerede mænd trængte ind i fanbus
BSH-direktør Jesper Schou tager afstand fra episoden, som har efterladt en buschauffør og unge GOG-fans rystede.
Pokalbraget tirsdag aften mellem Bjerringbro-Silkeborg (BSH) og GOG havde håndbold i topklasse og fantastisk stemning.
Men det sidste ændrede sig efter opgøret, da fans fra de to klubber kom i konfrontation med hinanden. BSH bekræfter til TV 2 Sport, at der foregik en "kedelig" hændelse uden for hallen.
I centrum for det hele var et særligt banner, som GOG-fansene medbragte, henvendt til klubbens tidligere profil Morten Olsen, der spillede kampen for silkeborgenserne. På banneret stod skrevet, "Morten O har ik’ niveau til mere end Silkeborg!".
I pausen skiftede banneret hænder - tilsyneladende i al fordragelighed - fordi hjemmeholdets fans fik fingrene i det, men forløbet fik et større efterspil.
TV 2 Sport har snakket med flere kilder, som fortæller, at der opstod ballade, da GOG-fansene skulle hjem i busser.
GOG's fangruppe ’Det Gule Hjørne’ bekræfter ligeledes til TV 2 Sport, at der her foregik "en meget voldsom og ubehagelig hændelse".
Begyndte med brændende banner
Det hele begyndte, da der blev sat ild til det omtalte banner. Herfra udviklede situationen sig, og det endte med at gå ud over den 61-årige buschauffør Kim Nielsen.
- Jeg er lidt rystet, fortæller han onsdag til TV 2 Sport.
I forbindelse med pokalkampen dagen forinden havde han ansvaret for at fragte unge gymnasieelever frem og tilbage til Oure. Efter kampen opsøgte en gruppe maskerede mænd, som virkede truende og konfrontatoriske, bussen.
- Da de gik forbi dobbeltdækkeren, som jeg holdt i, slog de på vinduerne. Det gjorde, at jeg holdt øje med, hvad der skete, for det er ikke så tit, det sker til en håndboldkamp. Det plejer at foregå stille og roligt, siger Kim Nielsen.
I sit sidespejl fik buschaufføren hurtigt øje på, at en person pillede ved bussen, og det fik ham til at reagere.
- Jeg løb ud ad min fordør og kunne se, at han rodede med min nødhane. Hvis den gik i stykker, kunne jeg ikke køre nogen steder, forklarer han.
- Jeg råbte til ham, at han skulle få fingrene væk og flytte sig fra bagdøren. Der var ingen reaktion, selvom jeg sagde det to gange mere. Han fortsatte bare, som om han skulle ind i bussen. Da jeg kom derhen, skubbede jeg ham væk.
I første omgang fortrak de maskerede mænd sig, men de vendte tilbage i en større flok, inden Kim Nielsen havde fyldt bussen med gymnasieelever.
Det lykkedes personerne at komme ind i bussen via bagdøren, og Kim Nielsen gik igen ud for at understrege, at de ikke havde noget at gøre i bussen.
Dagen efter, da TV 2 Sport taler med ham, er han tvivl om, hvad der præcist skete herefter.
- Jeg ved ikke, om jeg fik et slag eller et ordentligt skub, men jeg har gået med et ømt kraveben og taget Panodiler, siger han og begrunder tvivlen med, at adrenalinen pumpede i kroppen.
Kim Nielsen satte sig ind i bussen, nulstillede nødhanerne, som blokerede for kørsel, og startede bussen, mens dørene stadig var åbne. Herefter kunne de forlade parkeringspladsen, mens det lød som om, at grene og kæppe blev kastet på bussen, fortæller den chokerede buschauffør.
- Meget chokerende oplevelse
Han har ikke ønsket at anmelde episoden til politiet eller tage på skadestuen. Han har mest af alt tænkt over, hvordan hans passagerer oplevede episoden.
- Det var en meget chokerende oplevelse for de unge mennesker, og nogle græd.
- Jeg er lidt i chok over det, men ellers er jeg okay. Mit kraveben er lidt ømt, siger Kim Nielsen.
TV 2 Sport har snakket med flere andre kilder, som uafhængigt af hinanden bekræfter Kim Nielsens udlægning, og at en gruppe personer trængte sig ind i bussen.
Direktør tager afstand fra episoden
Jesper Schou, der er direktør i BSH, er ærgerlig over, at "en fantastisk kamp i en fantastisk kulisse" skal overskygges af "et par kedelige episoder".
Han overværede ikke selv, hvordan begivenhederne udspillede sig efter kampen, men bekræfter, at han har kendskab til hændelserne.
- Situationen omkring flaget, der brændes, skal ikke ske, men er udramatisk, som jeg hører det fra flere sider.
- Situationen omkring bussen, har jeg hørt, og jeg har forsøgt i dag (onsdag, red.) at finde ud af, om det er nogle personer, der kan knyttes til kampen. Det kan de have været, men jeg har ikke kunnet få det bekræftet.
- Under alle omstændigheder tager vi afstand fra det, og uagtet om de har været til kampen, så beklager vi overfor de implicerede parter, skriver Jesper Schou i en besked.
Kan få konsekvenser
Direktøren vil gerne gøre det klart, at det ikke er en adfærd, som han før har stiftet bekendtskab med blandt håndboldfans.
Jesper Schou fortæller, at han har rakt ud til de forurettede parter for at undskylde på klubbens vegne.
- Jeg har beklaget direkte over for GOG, Oure og indirekte chaufføren, men også tilbudt at tale med ham direkte, lyder det.
BSH-direktøren varsler dog, at episoden kan få konsekvenser for, hvordan klubben vil afvikle kampe fremover.
- Samtidig har vi overvejelse omkring, hvorvidt vi skal have vagter/opsyn udenfor hallen, skriver Jesper Schou.
TV 2 Sport har også været i kontakt med GOG's direktør, Kasper Jørgensen, som ikke har noget at tilføje om sagen. Han fortæller dog, at de to klubber har været i kontakt efterfølgende.
- Jesper og jeg har snakket om det. Det skal vi nok løse internt, siger Kasper Jørgensen.
Sportsligt endte opgøret med en sejr til BSH på 27–22. Dermed kvalificerede klubben sig til Final 4.