Særlig øl hitter: Barer vil med på trend
Guinness er blevet en populær øl blandt især unge kvinder.
Guinness er blevet kæmpestor på sociale medier. Og det får nu Tobaksfabrikken i Holstebro til at overveje, om de skal hoppe med på trenden.
Øl-mærket er blevet populær blandt især unge kvinder. Det kunne blandt andet TV 2 fortælle mandag.
Øllen er så populær, at flere pupper i Storbritannien er løbet tør, fordi producenten bag øllen, Diageo, ikke kan følge med efterspørgslen.
Den store popularitet er også noget som Carsten Clausen, der er medejer af Tobaksfabrikken, East End og Kuhstall i Holstebro, er opmærksom på.
- Vi overvejer meget at få det på Tobaksfabrikken, og vi har faktisk allerede haft et møde med Carlsberg om det. Det er et meget spændende projekt, siger han.
Carsten Clausen fortæller, at beværtningerne ikke sælger Guinness i forvejen, da øllet kræver en særlig fustage, som skal tømmes inden for fem dage, hvis det ikke skal blive dårligt.
Og indtil videre har vurderingen været, at efterspørgslen ikke er stor nok til, at en 20 liters fustage kan tømmes på fem dage.
Men det kan måske ændre sig nu.
- Hvis der er nok, der kommer og spørger efter det, så bestiller vi det hjem.
"Split the G"
Guinness er blandt andet blevet populært på grund af en trend på sociale medier, der har fået navnet "split the G".
Det er udfordring, hvor man skal forsøge at drikke lige præcis nok til at skillelinjen mellem øllet og skummet skal være i midten af g'et på glasset.
Derudover er flere kendte kvinder, som blandt andet prinsesse Kate, Olivia Rodrigo og Kim Kardashian, blevet fotograferet med Guinness i hånden.
Det har givet en så stor efterspørgsel på øllet i Storbritannien, at Jan Taulbjerg, der ejer Fox and Hounds i Herning, kan frygte, at det kan få betydning for, om han kan få leveret øllet i Danmark.
- Det kan jo give problemer, hvis vi ikke kan få det leveret. Lige nu er det dog ikke et problem, siger han.
Han fortæller, at værtshuset er opmærksomme på trenden, men at de ikke oplever øget efterspørgsel på øllet i Herning.
- Vi sælger 6-7 fustager i ugen, og det er ikke mere end tidligere, siger Jan Taulbjerg.
Carsten Clausen mistænker ligeledes, at øllet måske er mere populær på sociale medier, end den egentlig er i baren.
- Det er sejere, at lægge en Guinness op på sociale medier, end for eksempel en Tuborg Classic, som er vores mest solgte øl.