Ville du cykle på arbejde, hvis du fik penge for det?
Et forslag fra Alternativet om bedre kørselsfradrag til cykelpendlere kan måske motivere flere til at cykle på arbejde.
- Det skal kunne betale sig at cykle.
Sådan sagde Christina Olumeko, Alternativets mobilitetsordfører tilbage i oktober. Partiet vil med deres forslag gøre det mere attraktivt at vælge cyklen fremfor bilen, ved at ændre reglerne for det nuværende kørselsfradrag.
Vedtages forslaget, vil cykelpendlere der kører mellem 2 og 24 kilometer frem og tilbage til arbejde, få tre kroner per kilometer, som et fradrag. Håbet er, at forslaget kan motivere flere til at vælge cyklen frem for bilen.
TV Midtvest har været en tur i Herning for at tage pulsen på bilisterne. For vil et cykelfradrag virkelig gøre en forskel, når de skal vælge transportmiddel i fremtiden?
Holdningerne var delte, selvom de fleste var enige om, at forslaget er godt.
- Måske vil jeg cykle mere, hvis jeg får penge for det, siger Alexander Hoffmann fra Herning, der allerede transportcykler en del.
Han suppleres af Poul Müller fra Ikast, der er mere tvivlsom:
- Jeg har kun 10-12 kilometer til arbejde, men hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg nok aldrig tage cyklen, selvom jeg synes det er et knaldgodt forslag.
En anden bilist, der egentlig godt kan lide tanken om at cykle på arbejde, er Helene Krüger fra Videbæk. Hun fravælger dog cyklen på grund af både distance og tryghed:
- Jeg kan faktisk godt lide at cykle. Men jeg tør simpelthen ikke cykle på hovedvejen, siger hun og fortsætter:
- Hvis jeg boede lidt tættere på mit arbejde, så ville jeg helt klart cykle. Jeg synes det er et godt forslag.
En anden som også foretrækker bilen, er studerende William Würtz Hundevad fra Ørre. For ham er tre kroner per kilometer langt fra nok til at motivere ham til at cykle, og det er der en helt lavpraktisk grund til:
- Når jeg er fremme efter 15 kilometer, så kommer jeg frem som en svedbunke, og det er bare ikke særlig fedt.
Alternativet foreslår også, at tilskud til cykler og firmacykler bliver skattefrit, også når cyklen står hjemme hos medarbejderen. Målet med dette er tilsvarende at få flere til at vælge cyklen.