Flyvninger fra Karup overlever endnu et år
Trods spekulationer og mange tomme sæder fortsætter indenrigsflyvningerne i det nye år.
Trods få passagerer fortsætter indenrigsruten mellem Karup og København i 2025. Det oplyser formanden for Midtjyllands Lufthavn, borgmester Ulrik Wilbek (V), Viborg, efter et bestyrelsesmøde i lufthavnen onsdag.
-Ja, alt tyder på, at AIS Airlines flyver videre, som det ser ud nu. Så må vi se, hvad der sker yderligere. Vi er hele tiden i gang med at se, om der er andre i pipeline, lyder det fra lufthavnsformanden.
For godt en måned siden kunne TV MIDTVEST fortælle, at to ud af tre flysæder har været tomme, siden det hollandske flyselskab AIS Airlines begyndte at flyve på ruten. De små propelfly har plads til 19 passagerer, men i gennemsnit var 6,4 sæder besat.
I den forbindelse fastslog Ulrik Wilbek, at det bliver svært at fastholde en rute mellem Karup og København. Men foreløbig forbliver den altså på vingerne.
-De sidste par måneder er der sket det, at der er langt flere passagerer med. Der er ofte fyldt i morgenflyet fra Jylland og i eftermiddagsflyet hjem. Det er stadig ikke noget særlig stort fly, men det er gået bedre. Samtidig er der nu præcision. 97 af de sidste 100 afgange er taget af sted til tiden. Der er mange flere ting, der kører nu i samarbejde med AIS, og det er vi egentlig godt tilfredse med, siger Ulrik Wilbek.
Tilsvarende toner lød i sidste måned fra kommerciel direktør i AIS Airlines, Nicole Scheffer. Hun hæftede sig ved, at passagertallene efter en træg start var begyndt at stige.
- Vi har stadig brug for tid. Men vi har absolut ingen planer om at stoppe med at flyve på ruten fra Midtjyllands Lufthavn, fastslog hun over for TV MIDTVEST.
De ni kommuner, der ejer lufthavnen, har forpligtet sig til at yde et tilskud på sammenlagt syv mio.kr. i 2025. Derefter stopper den nuværende ejerkonstruktion, der har eksisteret siden lufthavnens fødsel i 1965.
-Det kommunale tilskud ophører i begyndelsen af 2026. Så må vi se, hvad der sker med ejerforholdene til den tid. Det kan være, at nogle af kommunerne vil fortsætte, eller måske træder andre til, siger Wilbek.
Silkeborg kommune har allerede besluttet at træde ud af ejerkredsen.
Samtidig har ejerne besluttet at sælge lufthavnens terminalbygning. Den bliver overtaget af Forsvaret.
-Vi har alt for store driftsudgifter på så stor en bygning i forhold til, hvad der bliver fløjet. Da Forsvaret mangler plads herude, har de sagt, at de er interesseret i at købe. Det kommer til at ske i første halvdel af 2025, oplyser Ulrik Wilbek.
Redaktør Ole Kirchert Christensen fra luftfartsmediet check-in.dk vurderer, at Karup-rutens dødskamp langt fra er ovre.
-Der er ikke meget optimisme at finde i nogle få ekstra passagerer på så få flyafgange, som der er i Midtjyllands Lufthavn. Ruten står foran endnu en svær periode, når SAS åbner en ny indenrigsrute fra Billund til København den 30. marts, siger Ole Kirchert Christensen.
Ulrik Wilbek tilføjer, at lufthavnen altid vil eksistere uanset indenrigsrutens skæbne.
-Det er en meget vigtig lufthavn – i forhold til private flyvninger, i forhold til militærets flyvninger og i forhold til ambulancefly. Så det er ikke en lufthavn, man kan lukke ned, fastslår Ulrik Wilbek.