Bjørn vandt donerede bankogaver: - Det betyder en pokkers masse
Blå Kors' varmestue i Herning åbnede i dag dørene for en række socialt udsatte mennesker, så de kunne nyde julehyggen til et spil banko. Gaverne var doneret af Studsgård Friskole.
47... banko... ej.
Sådan lyder det når omkring 20 mennesker er samlet til banko i Blå Kors' varmestue i Herning tirsdag eftermiddag.
I december holder varmestuen en række arrangementer, så socialt udsatte mennesker kan varme sig om hyggen i julen.
I dag stod det på banko... og Bjørn Larsen havde heldet med sig.
Bjørn, hvordan kan man være så heldig at vinde tre gange?
- Det er bare sådan jeg er, fortæller Bjørn Larsen, der har været med samtlige år til julebanko traditionen.
Traditioner er der mange af for varmestuen i Herning.
- Vi forsøger at gøre os umage i både stort og småt. Det gør vi især her i julen, hvor skoen trykker på en anden vis end til daglig, siger Anders Stagis, der er varmestueleder i Herning.
Julen kan for nogle være ekstra hård, derfor gør det meget, at der er noget at samles om.
- Jeg er ikke så vild med julen. For nogle år tilbage mistede jeg min mor tæt ved jul. Det betyder en pokkers masse, at der er et arrangement som det her. Det giver lidt mere sammenhold, fortæller Bjørn Larsen.
Spillet er i gang og bordet vrimler med gaver. Og det er der en særlig grund til.
Studsgård Friskole har nemlig samlet penge ind, så de kunne donere bankogaver til varmestuens gæster.
- Det er vores lære, der tog fat i Blå Kors, fortæller Lærke Rix Iversen, der bliver suppleret af klassekammeraten.
- Så var lederen ude og sammen fandt vi ud af, hvordan vi kunne hjælpe bedst muligt, fortæller Claudia Hjuelsgaard, der sammen med Lærke Rix Iversen går på friskolen i en sammenlagt 8-9. klasse.
Friskolen er blandt andre fri- og efterskoler en del af Frivillighedsalliancen, der sætter fokus på frivillighed i flere former.
Klassen samlede penge ind ved at bage pølsehorn og pizzasnegle. Salget har givet et hav af gaver, som er udvalgt og pakket ind af eleverne.
- Vi har selv været ude og købe gaverne. Vi har valgt at købe ting såsom sæbe, deodoranter og lignende, siger Lærke Rix Iversen.
Tilbage på varmestuen går det hurtigt med at få både én, to og fuld plade. Gaverne bliver revet væk, men varmestuelederen har et sidste trick i ærmet.
- Nu vælger I den dårligste plade, I har - og så rejser I jer op. Hold den så over hovedet, siger Anders Stagis, der har ageret nummerpige til dagens bankospil.
- Vi spiller taberbanko. Derfor skal I sætte jer ned, hver gang I hører et tal, der står på jeres plade, fortsætter han.
I takt med numrene bliver læst højt falder folk som fluer... Nu står der to tilbage.
Vinderen af taberbanko bliver fundet... og præmien lyder på hele fire gaver.