Kort nyt

Kl. 13.26

Tvunget til fyringer

Danmarks Internationale Klimacenter, Klimatorium i Lemvig, er presset i bund fra 2025. Nu er de tvunget til at fyre flere medarbejdere. 

Kl. 15.03

Vindstød af orkanstyrke på vej

En blæsende nat er i vente ved Vestkysten.

DMI melder om kortvarig stormende kuling og vindstød af orkanstyrke ved Vestkysten. Særligt Thyborøn står for skud i nat, mens det står mildere til syd for Thyborøn.

Vinden vil tage til efter midnat, skriver DMI på X.

Kl. 14.47

Bent Nyegaard med klart budskab

Bent Nyegaard har et budskab til håndboldklubberne, efter kedelige scener tirsdag aften udspillede efter kampen mellem Bjerringbro-Silkeborg og GOG.

Kl. 14.44

Kæmper for beboernes ret

Som det er nu, har beboere på forsorgshjem mulighed for at tjene en smule penge - de såkaldte ”dusørpenge”. Det giver dem noget vigtigt at stå op til.

Men nu er den mulighed måske snart fortid. Socialtilsynet vil have ordningen stoppet, fordi der ikke er lovhjemmel for den. Det skriver Kristeligt Dagblad.

På Møltrup Optagelseshjem kæmper man for at bevare beboernes mulighed for at stå op til et arbejde.

Kl. 14.37

Hvid jul ser sort ud

Det ser sort ud, hvis man kigger på chancerne for en hvid jul.

Hver dag vurderer TV 2 Vejret, hvad chancerne for en landsdækkende hvid jul er.

19. december er der to procents chance for en hvid jul i hele landet.

Kravene for en landsdækkende hvid jul er 0,5 centimeter om eftermiddagen i 90 procent af landet.

Chancerne for en lokal hvid jul er dog højere på 15 procent.

2010 var sidst, vi havde en landsdækkende hvid jul.

Kl. 14.19

Tre midt- og vestjyske profiler på særligt hold

Tre profiler fra Midt- og Vestjylland har bidt sig fast i efterårets hold i Superligaen.

Angriber Tonni Adamsen fra Silkeborg IF er på holdet sammen med højreback Oliver Sonne. I målet er Viborg FFs Oscar Hedvall kommet på holdet.

Det bekræfter Superligaen på X.

Udpegelserne er baseret på tal, Superligaen kalder ”Player Performance Index”, der giver spillerne en værdi for hver kamppræstation.

Kl. 14.06

Tog mellem Aarhus og Struer aflyst

Skal du fra Aarhus til Struer senere på dagen, skal du væbne dig med tålmodighed.

Toget mellem Aarhus og Struer kl. 19:03 er aflyst. 

Det oplyser GoCollective. 

- Vi henviser til næste afgang, som kører kl. 20:03. Afgangen kl. 20:03 kører fra Aarhus H til Skive, hvorfor vi for kunder, som skal videre fra Skive mod Struer, indsætter en bus. Bussen køres af Venø Bussen. Bussen kører fra Skive st. kl. 21.40, skriver GoCollective. 

GoCollective oplyser, at aflysningen skyldes materielforhold. 

Kl. 13.58

Kæmpen har flyttet sig

En gigantisk vindmølletransport er på vej til Østerild - eller det var den i hvert fald. Den har holdt stille i Hanstholm i snart en uge, men nu rykker den på sig i havnen. 

Kl. 12.54

En stor dag, men ikke den største

Emil Bergholt fra Skjern Håndbold blev onsdag udtaget til sin første slutrunde nogensinde.

En stor dag - men ikke den største i karrieren, siger han. Nej, for der skal mere til for at få den 27-årige slutrundedebutant op at køre.

- Jeg synes, det er lidt større at vinde en titel end at blive udtaget. Dermed ikke sagt, at det ikke er kæmpestort, fordi det er det også, slår Emil Bergholt fast.

Kl. 12.53

Huskøbere slipper for at betale afdøde sælgeres boligskat

Boligkøbere, som er endt med at betale boligskat for en siden afdød hussælger, kan se frem til at få penge tilbage - til næste sommer.

Til B.T. siger skatteminister Rasmus Stoklund (S) torsdag, at han til foråret vil fremlægge et lovforslag, så de huskøbere, som er i klemme, kan få tilbagebetalt den boligskat, som de uretmæssigt har betalt.

- Jeg er glad for, at vi i forligskredsen er enige om, at folk ikke skal hænge på en stor regning fra en død person. Det er ikke rimeligt, og derfor ændrer vi det nu, siger Rasmus Stoklund til avisen.

Det er blevet besluttet i forligskredsen bag aftalen om boligskat, efter at Euroinvester og B.T. har sat fokus på flere huskøb, hvor boligkøbere er kommet i klemme.

Problemet er opstået som konsekvens af det nye boligskattesystem.

Kl. 12.44

Indbrudsbølge: Tyvene åbnede julegaver

Boligblokkene på Doktorvænget i Holstebro har været udsat for en hel stribe indbrud.

I to forskellige opgange har der været i alt seks indbrud - det er sket onsdag eftermiddag mellem klokken 12.30 og 14.30.

Lokalpolitiet i Holstebro tror, der er tale om de samme gerningsmænd alle seks steder.

- Det er der meget, der tyder på. Der er i hvert fald benyttet samme fremgangsmåde alle stederne, siger politikommissær David Dyrmose.

Fremgangsmåden har været at ødelægge låsen og trække cylinderen ud.

Tyvene er blandt andet sluppet afsted med elektronik og smykker.

- Lejlighederne er rodet igennem, og der er også åbnet julegaver flere steder, fortæller politikommissæren.

Politiet hører gerne fra vidner eller fra folk, der har oplysninger i sagen. Det er på telefon 114.

Kl. 12.21

Tyveri fra skole for 50.000

Funder Skole er blevet udsat for et tyveri af en større mængde Troldtekt-plader.

- Man er ved at bygge om på skolen, og derfor har der været mange af de her Troldtekt-plader på stedet, fortæller politikommissær Kenn Jensen fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Der er stjålet i alt 16 halvpaller med Troldtekt-plader. De har en samlet værdi af cirka 50.000 kroner.

Kl. 12.03

Samuraisværd, narko og peberspray

Politiet fik nok at se til, efter at en bil blev standset i Bonnet ved Lemvig onsdag eftermiddag.

Bilen blev ført af en 34-årig mand fra Lemvig.

Under ransagning fandt politiet to samuraisværd og en ulovlig dolk - samt 26 gram amfetamin. Politiforretningen stoppede imidlertid slet ikke her - der var nemlig tre andre personer i bilen.

Kl. 11.11

Råvare i eksplosiv prisstigning

Det er ikke uden nervøsitet, at Pernille Tophus Larsen tænker på den nye kontrakt, hun skal til at forhandle. For det er snart ved at være et år siden, at hun forhandlede sig til den pris på kakao, som hun igennem det sidste år har kunnet købe råvaren til, når der skulle produceres nye varer til hendes chokoladebutik, Chokoladekurven, i Thisted.

- Det her er ekstremt. Jeg kan da godt mærke, det kommer krybende om natten, og det gør jo også, at jeg tænker i andre retninger, siger hun.

For igennem det seneste år, er prisen på kakao bare steget og steget.

Kl. 10.46

Ny lov om organdonation vedtaget

Fra 1. juni vil alle borgere over 18 år blive registreret som potentielle organdonorer.

Der er humlen i en ny lov, Folketinget har vedtaget torsdag.

Borgere skal stadig aktivt bekræfte registreringen som organdonor på sundhed.dk. Gør man ikke det, vil det i stedet være ens pårørende, der skal tage beslutningen.

- Vi piller ikke ved selvbestemmelsesretten. Det er et personligt valg, om man ønsker at blive organdonor, og det vil det fortsat være, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde i en pressemeddelelse.

- Men jeg håber, at den nye samtykkemodel vil få flere til at tage aktiv stilling til organdonation og registrere deres valg i Organdonorregisteret.

Over 400 danskere står i øjeblikket på venteliste til et nyt organ ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

I 2023 døde 28 personer, mens de ventede på et organ.

Kl. 10.45

Klagerne er udeblevet - nu går de i gang

Danmarks største vindmøllepark bliver en realitet.

Det står klart, efter høringsperioden for projektet er overstået uden en eneste klage.

Det oplyser selskabet RWE, det står for projektet, i en pressemeddelelse.

Derfor kan arbejde med vindmølleparken Thor begyndes. Den enorme vindmøllepark skal placeres 22 kilometer ud for kysten ved Thorsminde, 

Allerede fra 2027 skal vindmølleparken begynde at kunne levere strøm til en million danskere.

Vindmølleparken kommer til at bestå af 72 vindmøller. Thorsminde Havn bliver basen for 50-60 driftsmedarbejdere.

Kl. 10.33

83-årig mand dræbt i trafikulykke

En 83-årig mand fra lokalområdet mistede torsdag formiddag livet i en trafikulykke nord for Bækmarksbro..

Ulykken skete i krydset mellem Agergårdvej og Ringkøbingvej, hvor den 83-årige kom kørende i bil.

- Han overså sin vigepligt og blev påkørt af en anden bil, fortæller vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den anden bil, som kom kørende mod nord på Ringkøbingvej, blev ført af en 17-årig mand fra Ringkøbing-Skjern-området.

Politiet oplyser, at den 83-årige mands familie er underrettet.

Vejen er fortsat spærret på grund af oprydningsarbejde, men politiet forventer, at det snart er afsluttet.

Kl. 09.29

Flere aflyste tog

Go Collective melder om aflyste tog i løbet af torsdag.

Det er toget mellem Skjern og Esbjerg med afgang klokken 10.41, og det er toget mellem Esbjerg og Skjern med afgang klokken 11.59.

Der er også en aflysning lidt senere på dagen. Det gælder toget mellem Skjern og Aarhus med afgang klokken 13.18.

Kl. 09.28

Minkmænd skal fejre jul bag tremmer

To sigtede i en stor sag om hvidvask af narkopenge gennem salg af minkskind skal tilbringe julen bag tremmer, efter at deres varetægtsfængsling er blevet forlænget i fire uger.

Det oplyser NSK til TV MIDTVEST.

De to har siddet varetægtsfængslet siden et grundlovsforhør i oktober. De er sigtet for at være en del af en sag, hvor der tilsammen skulle være hvidvasket mindst 30 mio. kroner.

De to varetægtsfængslede nægter sig begge skyldige. Som TVMIDTVEST tidligere har fortalt har den ene af de to haft en fremtrædende rolle i minkbranchen og har tilknytning til Midt- og Vestjylland

Kl. 09.14

Lad dig ikke narre af slagtilbud

Julen nærmer sig, så traditionen tro er der for længst udbrudt priskrig mellem landets supermarkeder.

Lader man sine øjne glide ned over tilbudsaviserne, bliver man derfor i disse dage mødt af slagtilbud på alt lige fra smør og fløde til flæskestege og sodavand.

Men man må ikke lade sig narre.

Kl. 09.06

Falsk alarm: Brandvæsenet kørte forgæves

En 43-årig kvinde aktiverede onsdag kl. 14:35 en brandalarm på Thisted Kommune. 

- Det aktiverede beredskabet, som det nu skal, men kommunen blev ikke oversvømmet af sprinklere, fortæller politikommissær ved Thisted lokalpoliti, Henrik Jensen.

Den 43-årige kvinde er sigtet for misbrug af faresignal.

- Hun har været derinde i en anden anledning. Vi ved ikke, om det er fordi, hun har været utilfreds med noget, eller hvorfor hun har gjort det, fortæller Henrik Jensen.