Rejseholdet ringede på, fordi mand fra Herning lignede fantomtegning

Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi har haft et muligt gennembrud i en 25-år gammel sag om voldtægt og drabsforsøg af 11-årig pige.

Der blev i forbindelse med Bøtø-sagen lavet en fantomtegning af den formodede gerningsmand.
Der blev i forbindelse med Bøtø-sagen lavet en fantomtegning af den formodede gerningsmand.
Foto: TV 2

En 56-årig mand fra Falster er varetægtsfængslet frem til 13. januar sigtet for voldtægt og drabsforsøg ved kvælning af en 11-årig pige ved Bøtø på det sydlige Falster 4. august 1999.

Det var nye muligheder indenfor dna, der førte til gennembruddet i den 25 år gamle sag, men ved fængslingen lagde Retten i Nykøbing Falster desuden vægt på, at den 56-årige mand dengang havde en god lighed med en fantomtegning, som Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi fik fremstillet af gerningsmanden.

Den nu 56-årige mand var imidlertid ikke den eneste, som lignede manden på tegningen.

Rejseholdet ringede på

Efter politiet i 1999 fik vist den sort-hvide skitse frem i medierne, fik en mand i Herning mere end 300 kilometer væk et uventet opkald.

- De præsenterede sig som politiets Rejsehold og spurgte, om jeg var hjemme. Det var jeg, og så sagde de, at jeg skulle blive der, siger Steven Tang Dahl, der i første omgang ikke kunne få at vide, hvad sagen drejede sig om.

Ikke så længe efter ringede det på døren, og to efterforskere fra Rejseholdet stod på den anden side.

- Så siger den ene til den anden: Han er da en af dem, der ligner bedst, siger Steven Tang Dahl.

Afhørt med sigtets rettigheder

Han fik at vide, at han ville blive afhørt med en sigtets rettigheder, og efterforskerne bad ham oplyse, hvor han var 4. august samme år.

Altså samme dato, hvor en 11-årig pige var blevet overfaldet på et digestykke bag stranden i Bøtø, hvorefter en mand havde trukket hende ind i et skovstykke og voldtaget hende.

Efter voldtægten havde gerningsmanden ifølge pigens forklaring lagt hænderne omkring hendes hals og trykket til, så hun mistede bevidstheden, og det var politiets opfattelse, at han troede, at hun var død.

Fantomtegningen var skabt ud fra et signalement, som pigen havde givet af overfaldsmanden – sammen med de observationer, en tysk turist havde givet til politiet.

Renset af tatovering

Tilbage i Herning forklarede Steven Tang Dahl, at han ikke havde forladt Jylland, og hans daværende hustru støttede hans forklaring. Alligevel var det først, da han kløede sig på armen, at stemningen ændrede sig.

- De kunne se, at jeg havde en tatovering, og så bad de mig blotte min overkrop, siger Steven Tang Dahl.

Han havde en større tatovering, der gik fra albuen til skulderen, og efterforskerne sagde, at det havde den formodede gerningsmand ikke.

- Så bød jeg på kaffe, og vi fik en snak, og de forklarede, hvad det egentlig handlede om.

- Til at starte med vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tænke. Jeg blev primært chokeret over, at nogen kunne tro, det var mig, men det er egentlig betryggende at vide, at politiet følger op på den slags tip, siger Steven Tang Dahl.

Føler sig frikendt

Han har aldrig fundet ud af, hvem der henvendte sig til politiet, men da han torsdag hørte, at en mand var blevet anholdt i sagen – og at der oven i købet var det sikreste dna-match – kom det hele frem i hans bevidsthed.

- Det er sjældent, at man får en mulighed for at se, hvordan politiet egentlig arbejder. Men jeg er stadig imponeret over, at de følger op på de henvendelser, der kommer fra befolkningen, Og jeg synes også, at det er vildt, at man er kommet så langt med dna og slægtskabssøgning, at man kan anholde en mand 25 år efter, siger Steven Tang Dahl.

Dengang bad han politiet om at ringe tilbage til den person, som havde peget på ham som mulig gerningsmand, men han ved ikke, om det nogensinde skete.

- Nu kan de i hvert tilfælde være sikre på, at det ikke var mig, siger Steven Tang Dahl.

Den 56-årige mand nægter sig skyldig i den rejste sigtelse.