Kort nyt

Kl. 10.57

Forsikringsselskabs kunder har haft 10.000 nedbørsskader i år

Forsikringsselskabet Topdanmark har haft travlt med at tage imod henvendelser fra kunder, der har mærket konsekvenser af et vådt år.

Selskabets kunder har nu rundet 10.000 nedbørsskader i år, hvilket kun er overgået af 2023. Det viser en foreløbig opgørelse.

Sidste år, der blev det vådeste år nogensinde målt, bød til sammenligning på omkring 12.300 skader relateret til nedbør.

De mest udbredte henvendelser fra kunderne har handlet om vand, der er trængt ind gennem et utæt tag, eller kloakvand i kælderen.- Allerede ved udgangen af september var der faldet så meget nedbør, at det svarer til den gennemsnitlige mængde nedbør på et helt år, siger Helene Ibsen, boligchef hos Topdanmark.

- Det er ganske markant, og det understreger vigtigheden af at forebygge skader, både som samfund og som boligejer.

17 minutter siden

Halvdelen af befolkningen vasker mere hænder efter corona

Hvis du vasker hænder og bruger håndsprit, mere end du plejede før corona, så er du ikke alene.

For knap halvdelen af borgerne i Danmark har holdt fast i deres ændrede hygiejnevaner i kølvandet på coronapandemien.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension i oktober.

Her svarer 47 procent, at de oftere nyser og hoster i albuen i forhold til tiden før corona. Ligeledes svarer 52 procent, at de i højere grad spritter hænder, mens 44 procent oftere vasker hænder.

- Det viser, at der stadigvæk er opmærksomhed på infektionssygdomme i befolkningen efter corona, siger Tyra Krause, faglig direktør i SSI, Statens Serum Institut.

26 minutter siden

Alvorlig ulykke: Mand på løbehjul i kritisk tilstand efter påkørsel

En mand er kommet alvorligt til skade i en trafikulykke syd for Lemvig. Manden, der er i 30'erne, kom kørende på løbehjul, da han blev påkørt af en bil.

Det oplyser vagtchef Viggo Rækby fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 16.24, og derfor har vagtchefen klokken 17 endnu ikke overblik over, hvad der nærmere skete.

Ulykken skete i krydset Fårevej/Ringkøbingvej, der ligger ved Bækmarksbro syd for Lemvig.

Manden på løbehjul er i meget kritisk tilstand, og han bliver fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

De pårørende er klokken 17 endnu ikke underrettet.

Politiet har afspærret området, hvor ulykken skete, for at give plads til redningsberedskabet, og en bilinspektør er blevet tilkaldt for at undersøge forholdene nærmere.

Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Forsidebillede: Niels Åge Skovbo, Region Midtjylland


43 minutter siden

Helikopter svævede over Viborg Sygehus

Fredag eftermiddag testede Regionshospitalet i Viborg fremtidige gener, når helikoptere i 2025 skal kunne lande på sygehusets tag. 

Helikopteren svævede hvileløst over sygehuset i omkring 1,5 time. Se video af testen i artiklen. 

Kl. 15.24

Stor bank får påbud

På baggrund af en IT-undersøgelse har Finanstilsynet givet Jyske Bank et påbud. 

Kl. 14.51

Her er landets billigste fjernvarme

Der er enorme forskelle på prisen på fjernvarme. En ny liste kårer en by her i landsdelen som landets billigste.

Kl. 14.18

Renovering af svømmehal ramt af forsinkelse - igen

Der er igen problemer for renoveringen af svømmehallen i Ringkøbing. Hallen bliver måske først klar til badegæster til sommer.

Kl. 14.02

Nye datoer for mølletransport

Der er nu kommet nye datoer for den videre rejse for den store mølletransport af tre mølledele fra Siemens Gamesa, som lige nu befinder sig i Hanstholm på sin vej fra Brande til Østerild.

Kl. 13.33

Skadedyr lukkede butik, men nu er der godt nyt

Butikken ABC i Tarm måtte fredag lukke ned, efter der er blevet spottet en mus indenfor i butikken. 

Men skadedyrsbekæmperen har været hurtig. Musen er indfanget, og nu skal hele butikken rengøres, så man kan lukke kunderne indenfor igen allerede lørdag. Det oplyser Tommy Helm, Personale og Salgsdirektør hos ABC.

Tidligere fredag sagde butikschef Kristian Krejberg til TV MIDTVEST: 

- Det vigtigste er, at kunderne kan føle sig sikre og trygge, så er det lige meget, om vi måske kunne have omsat for rigtig mange penge ved at holde åbent en dag som i dag.

Kl. 13.04

Børn afværgede indbrud

Smilla på 9 og William på 11 år fik fredag afværget et indbrud i familiens hus. 

Pludselig stod der to mænd iklædt sort tøj, fortæller deres far. 

Kl. 12.51

Overraskelse: Strømmen er billig i julen

I midten af december oplevede vi, at elprisen steg gevaldigt og røg op på mere end 11 kroner pr. kWh med skatter og afgifter. Det skyldtes især, at der var ekstraordinært vindstille over Europa og det faktum, at vi jo generelt bruger mere energi i vintermånederne.

Det skriver OK i en pressemeddelelse.

Priserne på strøm er igen faldet til et mere normalt niveau og prognoserne for julen viser heller ingen stigninger. Én ting er, at vejret er gået hen og blevet mildere og med mere vind. Men oveni skal lægges, at julen traditionelt er lig med lavere elpriser på trods af julebag, julelys og en nærmest landsdækkende ovnstegning af and og flæskesteg. 

- Vores opgørelse viser, at i perioden mellem 2015 og 2023 er juledagene cirka 76 procent lavere end gennemsnitsprisen for december måned. I prognoserne for denne jul, ser det ud til, at ’juleprisen’ vil ligge på cirka 55 øre uden skatter og afgifter, mens gennemsnitsprisen for måneden er cirka 70 øre uden skatter og afgifter. Det vil sige lidt mere end 27 procent lavere end gennemsnittet for måneden, forklarer Troels Skipper, produktchef hos OK.

Kl. 12.13

Pakker påskeæg i juletiden

Hos den socialøkonomiske Thy Naturkraft bliver der pakket påskeæg, fordi de skal sendes inden jul. 

Kl. 11.46

Det kimer nu til juleferie

Landsdelenes elever kan fredag pakke bøger og penalhuset sammen og i stedet sige velkommen til juleferie. 

Fredrag blev ferien budt velkommen med en af skoles særlige traditioner.

Kl. 10.53

Langt færre får corona ved juletid i år

Mens julen nærmer sig, stiger antallet af luftvejsinfektioner i landet. Men kigger man isoleret på corona, er der sket en væsentlig forskel denne jul. For antallet af coronatilfælde er ti gange lavere i år sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Det viser Statens Serum Instituts (SSI) juleprognose for 2024.

"En glædelig udvikling", kalder Bolette Søborg, som er overlæge og sektionsleder på SSI, det i en pressemeddelelse.

- Samtidig giver det aktuelt sundhedsvæsenet lidt luft, når andre infektioner begynder at tage fart, siger overlægen.

For sæsonen for RS-virus og influenza er allerede begyndt. I den seneste uge er smitten med influenza steget med knap 40 procent og smitten med RS-virus fordoblet.

Kl. 10.35

Tv-eksperiment skubber til vaner

I tre uger har 18-årige Christina Lund fra Kibæk levet uden sin bil og i stedet byttet den ud med cykel, rejsekort og kreative løsninger for at blive klogere på, hvilke alternativer der er til biltransporten, som står for næsten en femtedel af Danmarks CO2-udledning.

Eksperimentet er slut, men selv om hun nu må starte bilen igen, så bliver der også trådt i pedalerne.

Kl. 09.41

Biler i sammenstød: En væltet om på taget

To biler er kørt sammen på Kjellerupvej i Kjellerup imellem Silkeborg og Viborg.

Det oplyser Midtjysk Brand og Redning.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi tyder det på, at den ene bil har påkørt den anden bagfra. 

Den ene bil er derefter væltet om på taget, men alle er kommet ud af bilerne og er uskadte, fortæller vagtchef Allan Riis.

Bilerne er blevet fjernet, og vejen er igen farbar, oplyser vagtchefen.

Politiet mangler stadig det fulde overblik, men kan oplyse, at der ikke var andre i bilerne end førerne af de to køretøjer.

Kl. 09.29

Royalt besøg blev en dyr omgang

Besøget fra Kong Frederik og Dronning Mary i Holstebro endte med at koste 590.000 kroner for kommunen.

Det fremgår af en opgørelse over udgifterne, som Holstebro Kommune har sendt til TV MIDTVEST. 

Kl. 09.24

Tre rumænske mænd dømt for lang række indbrud

Retten i Herning idømte torsdag tre rumænske mænd otte måneders ubetinget fængsel for en lang række af butikstyverier i løbet af sommeren og efteråret 2024.

Det skriver, Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjylland på mediet X.

De tre mænd er henholdsvis 25, 31 og 38 år.

Udover fængsel blev mændene udvist og fik indrejseforbud i 6 år.

Alle tre tiltalte modtog dommen og blev fængslet efter dom.



Kl. 08.34

Standset 10 gange uden kørekort

Han har prøvet det før - at blive stoppet af politiet uden et gyldigt kørekort at vise frem. Natten til fredag skete det så igen for en 24-årig mand, der havde flere ting på samvittigheden.

Kl. 08.01

Stukket af efter lys-påkørsel

En forladt bil og en ødelagt lygtepæl. Det var hvad, der mødte politiet, da de sent torsdag aften kørte ud til et formodet færdselsuheld.

- Føreren er simpelthen stukket af fra stedet, oplyser lokalpolitiet i Holstebro.

Uheldet er sket, der hvor Sønderbrogade krydser Store Å i Holstebro.

Lygtepælen er så beskadiget, at kommunen vil køre en forsikringssag, oplyser politiet.

Kl. 07.44

83-årig dræbt i ulykke: Nu er 17-årig sigtet

Torsdag formiddag mistede en 83-årig lokal mand livet i et trafikuheld nord for Bækmarksbro, nu er føreren af den anden bil blevet sigtet af politiet.

Der er tale om en 17-årig ung mand. Han er sigtet for at køre uden kørekort, oplyser politikommisær David Dyrmose fra lokalpolitiet i Holstebro.

- Det er for tidligt at sige, om der kommer flere sigtelser, siger David Dyrmose.

Ulykken skete i krydset ved Fårevej og Ringkøbingvej. Ifølge politiet overså den 83-årige sin vigepligt, da han kom kørende fra Fårevej og ud på Ringkøbingvej, hvor den 17-årige kom kørende, og ramte direkte ind i siden af den 83-åriges bil.

Den 83-årige døde på stedet, men den 17-årige er uden alvorlige skader.

- At dømme ud fra de to bilers tilstand, så er den unge mand sluppet billigt fra ulykken, siger David Dyrmose.

Familien til den afdøde er underrettet, oplyser politiet.

Billedet på forsiden er et privatfoto fra ulykkesstedet.