Forsinket igen-igen: Svømmehal kan måske først genåbne til sommer

Renoveringen af svømmehallen i Ringkøbing bliver igen forsinket

Svmmehal_renovering
Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune

Egentlig skulle svømmehallen i Ringkøbing være så tæt på færdigrenoveret, at vand-glade borgere og besøgende kunne skrive en tur i svømmehallen i kalenderen efter vinterferien.

Men nu er renoveringen yderligere forsinket, og den forventede åbning af svømmehallen er igen udskudt.

Det skriver Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse.

Årsagen til forsinkelsen er, at entreprenøren midtvejs i arbejdet med at sætte fliser op i bassinerne har fået leveret en sending med for få og forkerte fliser til svømmehallen. Samtidig har producenten af fliserne udfordringer med at følge med bestillingerne i ordrebogen, så der er pt usikkerhed om, hvornår den rigtige sending fliser kan være klar til det videre arbejde. Desuden har de kontroltjek, som kommunens Ejendomscenter har foretaget af arbejdet i svømmehallen vist, at opsætningen af fliser i nogle områder er fejlbehæftet, og derfor skal fliserne i de områder pilles ned igen og udskiftes med nye fliser.

- At der endnu en gang er opstået en forsinkelse er meget beklageligt, men det er ude af vores hænder, siger afdelingsleder for Kultur og Fritid i Ringkøbing-Skjern Kommune, Henrik Koch Rasmussen i pressemeddelelsen.

Han tilføjer:

- Vi havde glædet os til at kunne åbne svømmehallen igen omkring vinterferien. Nu er det bedste bud, at renoveringen tidligst kan være færdig efter påske og muligvis først til sommerferien.

- Så kan man spørge sig selv, om vi ikke bare kunne bruge de fliser, der er fejlleveret, og det kunne vi måske godt, hvis vi havde vidst det på forhånd, så f.eks. varmtvandsbassinet kunne få en anden farve fliser end det store bassin. Men håndværkerne er så godt i gang med at sætte fliser op, og selv med fejlleverancen er der for få fliser til at færdiggøre arbejdet, så det ville blive noget rod, siger Henrik Kock Rasmussen.

Han tilføjer, at svømmehallen vil blive åbnet for offentligheden, hurtigst muligt, men minder om, at det også tager tid at få fyldt bassinerne med vand - og at få tempereret vandet.