Spiser du ål til jul? Det skal du holde op med, mener forening

Ålen er en fast tradition på mange juleborde, men vi skal slet ikke spise den truede fisk, mener Danmarks Naturfredningsforening.

Røget ål er stadig en populær julespise for mange. Fredag strømmede kunderne til fiskehandleren i Klejtrup for at købe ål til julebordet.

- Vi har virkelig run på. Det er en af de meste travle dage. Røget ål er populært – især hos den lidt ældre generation, siger indehaveren af Ålekisten i Klejtrup, Kim Busted.

Der er kø til fiskehandleren i Klejstrup.
Der er kø til fiskehandleren i Klejstrup.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Blandt hans kunder var ægteparret Kirsten og Jørgen Christensen fra Randers.

- Nogle af vores børn elsker ål, så det skal de have lov at få den ene gang om året. Vi får den på rugbrød med røræg og purløg, så det kan ikke være nemmere, fortæller Kirsten Christensen.

Kirsten og jørgen Christewnen ål
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Men vi skal helt holde os fra den glatte fisk. For ålen er en alvorlig truet art, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening.

- Der er så meget andet man kan spise end lige røget ål. Ålen er truet, så lad være med at købe lige den. Find noget andet, som kan holde til det, siger Jens Frydendal, der er formand for naturfredningsforeningens afdeling i Viborg Kommune.

Men kunderne i fiskebutikken tager den opfordring med et gran salt.

- Det kan de da godt fraråde, men ålene bliver jo fanget alligevel. Og jeg håber da, de bliver ved med at fange dem, for jeg elsker både stegt ål og røget ål. Men selvfølgelig skal man passe på ikke at være for hård ved bestanden, siger Leon Simonsen fra Hadsund. Hans hustru Kirsten Schønnemann tilføjer, at hun ikke var klar over, at ålen var så truet.

Leon Simonsen og Kirsten Schønnemann.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Ejeren af Ålekisten i Klejtrup, Kim Busted, fanger selv sine ål i Mariager Fjord og Tjele Langsø. Men i år har han for første gang været nødt til også at købe ål fra Holland, fordi der er indført begrænsninger på ålefiskeriet i Danmark.

- Jeg har ikke kunnet fange de ål, jeg skulle. Jeg har heller ikke kunnet købe af mine kollegaer herhjemme. Det har været et stort minus, siger Kim Busted, der mener, at restriktionerne på fiskeriet er helt forkerte. For han oplever, at der er flere ål, når han fisker i fjorden.

Kim Busted, fiskehandler
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Eksperterne i Det internationale Havforskningsråd, ICES, er netop kommet med deres anbefaling til næste års ålefiskeri. Igen lyder anbefalingen: Stop al form for fiskeri af ål.

Flere danske supermarkedskæder og restauranter er allerede stoppet med at sælge og servere ål. 

Billedet på forsiden er taget af Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix