Dyrlæge er bekymret: - Det er et stigende problem
Men nikotinposerne er ikke det eneste problem, som dyrlægen oplever mere af. Et andet stof er mindst lige så "attraktivt" for hunde.
Snus, snuller, skive. De små, hvide poser med nikotin har mange navne.
Men for hundeejere og dyrelsker er det næppe kønne ord, de får med på vejen. De er nemlig at finde på jorden, i græs og i hække overalt, og det er et kæmpeproblem.
Det mener tusindvis af danskere, som har skrevet under på et borgerforslag, der skal forhindre al brug af de små poser - og nu istemmer en dyrlæge koret af bekymrede:
- Det er et problem, og det er også et stigende problem, siger Rikke Fast.
De hvide poser med nikotin dufter nemlig sødt, og det tiltrækker dyr - blandt andet hunde, som spiser poserne.
Og det kan være farligt.
- Vi ser det hver måned, og det kan godt være farligt for hundene. Nogle af de hunde, vi har set, får kramper og tics, fordi nikotinen påvirker deres nervesystem, forklarer Rikke Fast.
Borgere vil have forbud
TV MIDTVEST har talt med flere hundeejere, som har oplevet, at deres hunde har spist nikotinposer.
Én af dem er Nadia Nysom fra Struer, som har skrevet under på et borgerforslag mod nikotinposer.
Det har Bodil Knudsen fra Skjern også tænkt sig. I 2022 døde hendes hund Pluto af, hvad de mistænker er, nikotinposer, som var kastet fra en offentlig sti ind i ægteparrets have.
Nu har de fået en ny hund - men bekymringen for at lukke hunden ud i haven fortsætter.
- Vi gennemgår haven med jævne mellemrum og er meget opmærksomme på det, når vi lufter hunden, siger Bodil Knudsen.
Det er Tinna Larsen fra Hedensted, som har stillet borgerforslaget, som i skrivende stund har over 4000 underskrifter indsamlet.
Hun er selv hundeejer og ser tit opslag i diverse facebookgrupper for hundeejere om problematikken. Derfor så hun sig nødsaget til at gøre noget.
- Der ligger små gift poser rundt omkring, og der er ingen der gør noget, siger hun.
Hvis et borgerforslag når 50.000 underskrifter inden for 180 dage, skal Folketinget tage stilling til det.
Andet stof er større problem
Men ifølge dyrlægen i Viborg, Rikke Fast, så er nikotinposerne faktisk ikke det største problem for hundene.
- Vi har flere hunde inde, som har spist hash, det er lige så hyppigt som dem, der spiser nikotinposer, siger dyrlægen.
Hun påpeger, at hash også har en sødelig duft, ligesom nikotinposerne, som ofte er tilsat smagsstoffer, som giver det en smag af slik.
- Hunde tager ikke cigaretskodder, men nikotinposer og hash er attraktivt for dem, fordi det har en sød smag, siger hun.
Men selvom hash ikke er lovligt at besidde, sælge eller købe, så oplever dyrlægen, at hunde finder stoffet mange steder.
- Vi har hunde, som har spist hash, der har ligget i en hæk i, fra en pose ved et gymnasium, i en skov eller fra en opgang. Så man kan ikke bare sige, at man skal holde sig fra bestemte steder - det ligger mange steder, hvor man kan lufte sin hund, siger Rikke Fast.
Hun er ikke tilhænger af et forbud, men nævner, at man kunne tænke i andre former for "opdragelse" af mennesker, som tager snus. Det kunne være et pantsystem, foreslår hun.
Under alle omstændigheder er det menneskerne, som bør ændre adfærd, ikke hunden, mener hun.
- Vi kan ikke opdrage hunde til ikke at må tage noget i munden. De oplever verden igennem den og tager jo også alt muligt andet, som en pind, i deres mund, siger dyrlægen, og påpeger at en mundkurv heller ikke er "rimeligt".
- Hunde ser verden igennem deres næse, ved at snuse og smage, så hvis vi tager det fra dem, så tager vi en stor del af deres oplevelse af at gå en tur fra dem. Det er os der har skabt det her problem, så må vi også prøve at råde bod på det, siger Rikke Fast.