Karina efterlyste date til svigermor fra USA - Uffe har meldt sig klar

Karina Hedegaards svigermor satte som betingelse for et besøg i Danmark, at svigerdatter ville finde en date til hende.

Svigemors DATE
Foto/Grafik: privatfoto/Esben Kock Jensen

- Hjælp! Min svigermor kommer til byen.

Sådan indleder Karina Hedegaard et opslag på Facebook. Læser man videre, bliver man hurtigt klar over, at lige netop denne svigermor vistnok ikke er så slem.

Karina Hedegaard fra Silkeborg vil nemlig finde en date til sin svigermor, der snart kommer på besøg fra USA.

- Hun er meget impulsiv og har selv sat det som betingelse for at komme på besøg. Og man skal altså ikke sige til mig, at jeg skal gøre noget som det her. For så gør jeg noget ved det, understreger Karina Hedegaard med et grin.

Som sagt, så gjort. Og Facebook-opslaget har da også givet pote.

Uffe Hvidkær vil gerne på date.

- Det var lidt spontant, men jeg glæder mig. Jeg synes bare, det er sjovt, siger han.

Uffe Hvidkær beskriver sig selv som en ivrig ”kaffedater” og møder på den måde nye mennesker rundt omring. Derfor slog han til, da han så Karina Hedegaards opslag om en date med hendes amerikanske svigermor.

Svigermor har godkendt

Svigermor i USA har sagt god for manden.

- Hun har set hans billede, og jeg har fortalt hende, hvad han har skrevet til mig, fortæller Karina Hedegaard.

Uffe Hvidkær har ikke haft kontakt med sin kommende date, og det kommer heller ikke til at ske, før de rent faktisk skal mødes, og daten går i gang i næste uge

- Ud fra den beskrivelse, som Karina giver af sin svigermor inde på Facebook-opslaget, tror jeg, det passer godt til mig.

- Jeg behøver ikke vide mere end Karinas (svigerdatteren, red.) beskrivelse. I min kalender lige nu står der bare ”american date”, griner han - og er i øvrigt slet ikke nervøs.

- Jeg er nok typen, der synes, det er spændende, i stedet for at have en masse parader oppe, siger Uffe Hvidkær.

Koldhævede boller

Og hvad er det så for en date, som Karina Hedegaards svigermor kan se frem til?

Uffe Hvidkær fortæller, at det bliver en formiddagsdate med koldhævede boller og kaffe på altanen. Derefter en gåtur og en tur i gågaden.

Karina Hedegaard glæder sig på sin svigermors vegne.

- Min svigerinde derovre i USA synes simpelthen, det er megasjovt. Hun siger, at det her ville de ikke turde gøre derovre. Det der med at opfordre folk, man ikke kender, til en date. Men nu kommer det til at ske, konstaterer hun med tilfredshed.