Haveejernes skræk: Derfor vrimler det med muldvarpe

Muldvarpen får kun bedre betingelser i takt med, at lange perioder med hård frost bliver en sjældenhed.

muldvarp
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Et "helt vildt" antal muldvarpe vinder lige nu frem i de danske haver.

Det skriver Avisen Danmark.

Til avisen melder skadedyrsbekæmper Heinrich Bro fra virksomheden Pestibus i Horsens derfor om ekstraordinær travlhed grundet de små gravere. Faktisk kan skadedyrsbekæmperen melde om en stigning på 80 procent i antallet af henvendelser i forhold til sidste år.

Årstiden giver dog ét problem:

- Det er en ulige kamp lige i øjeblikket. Det er for koldt til, at vi kan gasse dem, så vores eneste middel mod dem er muldvarpesakse, og de er endda i restordre ved nogle af leverandørerne, siger Heinrich Bro til Avisen Danmark.

Elsker milde vintre

Muldvarpe er måske noget, de fleste danskere kun bemærker i sommerhalvåret, hvor græsset skal slås og haven bruges til leg.

Men lige nu er faktisk muldvarpens højsæson, skriver Avisen Danmark. Det skyldes blandt andet den milde og våde vinter, der kan få muldvarpen til at forlade de områder, hvor den ellers opholder sig.

Middeltemperaturen for vinteren indtil 5. februar var på 3,8 grader. Det er mere end 3 grader varmere end i helt gamle dage.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kan give bedre betingelser

Generelt er det tendensen, at vores vintre bliver markant varmere i fremtiden. De seneste ti år har gennemsnitsvinteren været 3 grader varm.

Lange perioder med hård frost er med andre ord ved at være en sjældenhed i Danmark, og det giver bedre betingelser for muldvarpen.

Men det varmere vejr har også en våd ulempe – der derimod kan give muldvarpen nogle udfordringer.

Generelt er nedbørsmængderne stigende i Danmark, specielt om vinteren, hvor nedbøren er steget med cirka 70 procent sammenlignet med før år 1900.

De øgede regnmængder giver oversvømmelser i lavtliggende områder, hvor muldvarpe ellers ofte lever naturligt.