43-årig faldt ned i foderblander: Nu er afgørelsen fundet

Biocirc Iglsø Biogas har lavet instruktionsvideoer og opsat skilte for at øge sikkerheden, efter at en af deres medarbejdere kom til skade nytårsaftensdag.

Blå blink nat
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Biocircs biogasanlæg i Iglsø og Grønhøj har fået et strakspåbud af Arbejdstilsynet. Det viser en afgørelse, som TV MIDTVEST har fået aktindsigt i.

Strakspåbuddet kommer på baggrund af, at en 43-årig ansat nytårsaftensdag faldt ned i en foderblander ved et biogasanlæg og skar sig på knivene i en af virksomhedens foderblandere. Medarbejderen i dette tilfælde slap dog med en flænge skinnebenet, men det kunne have endt meget værre, og derfor skal virksomheden øge deres sikkerhed, mener Arbejdstilsynet. 

Instruktionsvideo og skilte 

Arbejdstilsynet besøgte virksomheden torsdag den 2. januar, to dage efter ulykken, og virksomheden skulle efterkomme strakspåbuddet senest onsdag d. 15 januar. 

Virksomheden har derfor brugt de to første uger af året på at gennemgå og øge deres sikkerhed for medarbejderne. De har blandt andet lavet flere instruktionsvideoer og sat skilte op ved biogasanlæggene. Derudover har virksomheden også gjort sig ekstra umage med at informere medarbejderne om, hvor vigtigt det er at følge de anviste sikkerhedsprocedurer. 

-  Vi har gjort det endnu mere klart, at det ikke kun er for deres egen sikkerhed, men at det også er for virksomhedens, siger Jeppe Klug Madsen, der er anlægsdirektør for Biocircs biogasanlæg i Iglsø og Grønhøj. 

Medarbejder faldt ned i silo 

I Arbejdstilsynets afgørelse fremgår det, at ulykken skete ved, at den 43-årige medarbejder bevægede sig ned i foderblanderen, da knivene var stoppet med at virke, fordi noget havde sat sig i klemme. 

Medarbejderens opgave var derfor at gå ned i siloen for at fjerne det, der sad i klemme, men på vejen derned gled han og ramte med sit ben først knivene i foderblanderen. 

Alle medarbejdere skal have sikkerhedstøj på, før de bevæger sig ned i siloen, men det viser en politirapport fra dagen, at det havde medarbejderen ikke. 

- Det er en satans uheldig tanketorsk, men jeg glæder mig over, at der ikke er sket mere, siger han. 

Medarbejderen blev efter sit fald tilset på skadestuen, og der var ikke andet end flængen i benet.