Anderledes konfirmation: Sofus vælger den humanistiske vej
Flere unge er begyndt at vælge den klassiske konfirmation fra. På to år er antallet af unge, der bliver konfirmeret på en ikke-religiøs måde fordoblet. I dag var det Sofus Adsersens tur.
Tøjet ligner det, som klassekammeraterne er blevet konfirmeret i, og forventningerne er akkurat de samme som til en almindelig konfirmation, men i stedet for en tur i kirken tog Sofus Adsersen fra Bruunshåb, sydøst for Viborg, lørdag til Den Gamle By i Aarhus for at blive humanistisk konfirmeret.
- Det er i stedet for en kristen konfirmation, så bliver du humanistisk eller borgerligt konfirmeret, og så har det ligesom ikke noget med religion at gøre. Så lærer du mere om etik og menneskerettigheder, forklarer dagens 13-årige konfirmand.
Præst skiftet ud med weekendkurser
Mens klassekammeraterne hele vinteren har gået til præst, har Sofus Adsersen i stedet været på to weekendkurser ved Kalø Vig.
- Jeg er jo blevet klogere på sådan noget med kritisk tænkning, etik og menneskerettigheder og sådan noget. Det lærte vi jo om på weekendkurserne. Det kan jeg helt sikkert taget med ud i fremtiden, siger han.
Selve konfirmationen foregik sammen med andre unge, der også havde valgt den humanistiske vej. Under begivenheden skulle Sofus Adsersen blandt andet holde en tale om etik.
- Etik handler om, hvorfor nogle handlinger er forkerte at gøre, mens andre handlinger er rigtige, lød det blandt andet.
Tror ikke på Gud
Siden 2010 har det været muligt at blive humanistisk konfirmeret. Dengang var det blot 11 i hele landet, der blev konfirmeret på den måde. I år er tallet steget til 194. For Sofus Adsersens mor, Mette Jensen, er det helt okay, at hendes søn er én af dem.
- Jeg tror, vi tænkte, at det jo lige er Sofus at blive borgerligt konfirmeret, fordi han er døbt, men han har altid sagt, at han tror ikke på Gud. Så vi synes jo, at det var fint, da vi fandt ud af, at der var det her alternativ til den kristne konfirmation, fortæller hun.
Efter selve konfirmationen i Aarhus holdt Sofus Adsersen fest i Viborg. Præcis som det er kutyme ved almindelige konfirmationer var det med både familie og gaver. På mandag holder han blå mandag.