Audrey bliver grebet af frygt: - Alt hvad jeg har gjort, har været med gode intentioner
Audrey Morris, der har boet i Danmark i halvdelen af sit 18-årige liv, risikerer at blive udvist, og det påvirker hende meget.
18-årige Audrey Morris er meget påvirket af, at hun risikerer at miste sin midlertidige opholdstilladelse i Danmark.
Det fortalte gymnasieeleven fra Viborg, da hun fredag aften var gæst i tv-studiet hos TV MIDTVEST.
- Alt hvad jeg har gjort, har været med gode intentioner, understreger Audrey Morris om den adresseflytning, der er årsagen til hele problemet.
- Det har været en kæmpe omvæltning, og man bliver jo grebet af frygt for, at det liv, man har bygget op her i Danmark, bliver taget fra én, siger hun.
Audrey Morris har bestemt ikke lyst til at sige farvel til sin tilværelse i Viborg.
- Jeg tror faktisk, at hvis man regner på det, så har jeg boet her i længere tid, end jeg har i USA, pointerer hun.
- Så mit liv er her i Danmark, både uddannelsesmæssigt og socialt. Jeg føler mig meget dansk og har danske værdier. Det ville simpelthen være den største omvæltning, hvis det hele forsvandt, slår Audrey Morris fast.