Mystisk død kvinde fundet ved Christinas nabo: - Det er virkelig uhyggeligt

En død kvinde vækker undren ved Istrup i Thy, hvor ingen kender kvinden eller ved, hvordan hun er endt på en mark i området.

0:18
Christina Østergaard Eriksen fortæller, at kvinden er fundet tæt på skellet mellem hendes og naboens grund mellem Ove Sø og Kystvejen i Thy.
Foto: Skråfoto/Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur / Privatfoto. og Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST.

En død kvinde blev onsdag eftermiddag fundet på en mark tæt på Istrup i Thy - helt præcis mellem Ove Sø og Kystvejen.

Dødsfaldet vækker undren i lokalområdet, da politiet er på bar bund i sagen. 

Ifølge lokalpolitiet i Thisted er der ikke noget, der tyder på en kriminel handling, men det er ikke lykkedes at identificere kvinden. Politiet ved heller ikke, hvordan hun er endt på marken. 

Christina Østergaard Eriksen er nabo til marken, hvor kvinden er blevet fundet, og hun fortæller, at der meget sjældent kommer nogen i området. 

- Det undrer mig helt vildt, hvordan hun er kommet derud på gåben. Det er midt ude på en mark, og hun er gået over en korist for at komme derud, siger hun.

Det var Christina Østergaard Eriksens nabo, der fandt kvinden og derefter kontaktede hende. 

Der er dog ingen af dem, der kender den afdøde. 

- Der er jo nogen, der må savne hende. Jeg synes, at det er vildt underligt, siger hun.

Christina Østergaard Eriksen fortæller, at hun har været påvirket af sagen, selvom der ikke er noget, der lige nu tyder på en kriminel handling. 

- Jeg synes, at det er virkelig uhyggeligt at tænke på. Jeg er bare glad for, at det ikke er et barn, der har fundet hende. 

Politi beder fortsat om hjælp

Midt- og Vestjyllands Politi bad torsdag offentligheden om hjælp i sagen.

Fredag fortæller politiassistent Frits Kortegaard fra lokalpolitiet i Thisted, at de fortsat ikke har fundet frem til identiteten på kvinden. 

- Vi har fået et par henvendelser, som vi følger op på, men vi hører fortsat meget gerne, hvis nogen ved noget i sagen, siger han.

Der er ikke nogen, der har meldt kvinden savnet endnu.

Borgere der kan hjælpe med oplysninger om sagen, bedes ringe 114.