Slagsmål om afgift på elbiler – så meget stiger de populære modeller
Dagene med afgiftsfrie elbiler er talte. Se hvordan det rammer de 20 mest populære modeller i Danmark i de næste to år.
En Audi Q4 e-tron står til at stige med 47.500 kroner allerede til næste år. Og udviklingen vil fortsætte, når registreringsafgiften gradvist indfases til det gamle niveau. En Skoda Enyaq bliver hele 136.000 kroner dyrere i 2030 sammenlignet med i dag.
Det er konsekvenserne af, at partierne bag bilafgifterne har aftalt en gradvis indfasning af bilafgifterne med otte procent om året frem mod 2030.
Afgiften på de 20 mest populære elbiler i Danmark
Det Radikale Venstre og Bilbranchens Organisationer vil nu revolutionere det danske bilafgiftssystem for at sikre, at det seneste års fremgang i elbilsalget videreføres. Det sker i to forskellige forslag, der flugter hinanden på en række afgørende punkter.
- Politikerne vil kigge på afgifterne her til foråret, og det er en mulighed for at få lavet et nyt bilafgiftssystem, som det bør laves i stedet for bare at bygge videre på det gamle. Vi har sat os for at skaffe den samme finansiering, som det nuværende system ville give, så det er altså ikke et forsøg på at få afgiftslettelser igennem, siger DI Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen.
Og der er politisk interesse for det samme projekt.
- Vi vil gerne lave et afgiftssystem, der fremmer den grønne udvikling, men samtidig har vi også blik for, at de manglende indtægter fra bilafgifter ikke slår et for stort hul i statskassen, siger de radikales finansordfører, Samira Nawa.
Helt væk med afgift på biler
Begge forslag vil fjerne registreringsafgiften på alle biler. Til gengæld skal pengene kradses ind ved en kombination af en fælles vejskat for alle, der på sigt skal udvikles til en egentlig roadpricing-model, en fordobling af ejerafgiften for konventionelle biler og en endnu større forhøjelse for elbiler.
Samtidig vil bilbranchen fjerne elrabatten for elbilsejere, der lader op derhjemme.
De radikale vil derudover gå skridtet videre for at få flest muligt over i elbiler ved at droppe rabatten for de såkaldte plug-in hybridbiler, der kører på en kombination af el og benzin/diesel.
Salget af plug-in biler har i de seneste par år været stærkt faldende, efter at der er kommet flere og flere elbiler på markedet med længere rækkevidde og hurtig opladning.
- Det er ikke fremtidens teknologi, og vi ønsker dem udfaset og erstattet af rene elbiler, siger Samira Nawa.
Milliarder på spil
Branchen lover, at det nye afgiftssystem vil give det samme i provenu som det nuværende, men antallet af emmissionsfri biler vil tage et stort spring frem som følge af det nye system. I dag kradser staten 28 milliarder kroner ind fra bilskatterne inklusive benzin- og dieselafgifter.
I 2024 var godt hver anden solgte privatbil en elbil, og det tal, venter bilbranchen, tager et nyt stort hop til mere end 70 procent i 2025. Men erfaringerne fra Sverige og Tyskland viser, at salget går i stå, hvis man ikke fortsat subsidierer elbiler.
- Vi har en unik mulighed lige nu. Vi kan få flere over i de mere miljørigtige biler, øge væksten i samfundet og afskaffe en masse bureaukrati, fordi flere hundrede er ansat til at kontrollere, at registreringsafgiften bliver betalt korrekt, siger Mads Rørvig, direktør i Mobility Denmark.
Attraktivt at købe elbil
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) vil ikke lægge sig fast på en model for fremtidens bilafgifter, men han melder allerede nu, at hoppet i afgifterne for elbiler er for højt i 2026, hvis man stadig skal have danskerne til at køre elbil.
- Elbilen har jo fået det helt store gennembrud i 2026, og jeg er enig i kritikken af, at skrænten er for stejl, når det gælder de højere afgifter for elbiler i 2026. Hele landet er kommet med. Lemvig var den kommune med det største hop i antallet af elbiler sidste år, og regeringen er opsat på fortsat at gøre det attraktivt at købe en elbil, siger Rasmus Stoklund.
Miljøvismanden Lars Gårn Hansen er positivt indstillet over for hovedtendensen i forslagene – at lade registreringsafgiften erstatte af en vejafgift.
- Vismændene anbefaler at indføre kørselsafgifter og afskaffe registrerings- og ejerafgift. Dermed beskattes gener ved bilkørsel og ikke ejerskab, der I sig selv ikke giver anledning til gener. Det kan give mening, inden kørselsafgifterne indføres, at omlægge fra registrerings- til ejerafgifter, fordi den senere omlægning til kørselsafgifter i modsat fald kan føre til store værditab for brugte biler, siger Lars Gårn Hansen til TV 2.
På et punkt er miljøvismanden dog skeptisk.
- Favorisering af elbiler ift. registrerings og ejerafgifter tilskynder imidlertid til dyrere klimareduktioner end dem, der kan opnås mange andre steder i økonomien. Den favorisering fordyrer den grønne omstilling, siger Lars Gårn Hansen.
Men de radikale mener, at det er nødvendigt at få folk til at købe grønnere biler.
- Vi har set i andre lande, at den grønne omstilling er gået i stå og det vil jeg ikke risikere i Danmark. Jeg ønsker ikke, at folk nødvendigvis køber flere biler, men grønnere biler, siger Samira Nawa.