Børn i mudderpøl gik viralt: - Vi vil gerne vise, at man stadig kan være ude, selvom det er vådt og koldt
Selvom det er regnfuldt og koldt, er der masser at opleve i naturen.
Hver torsdag tager Winni og Annie og børnene i deres private pasningsordning i Viborg på tur.
Om det regner eller sner, så skal børnene ud at se verden, bruge sin krop og opleve naturen, mener dagplejerne, som en torsdag i februar havde taget børnene med ned til en byggeplads i Houlkær ved Viborg.
- Vi skulle ud at se på maskiner, men inden vi nåede så langt, så børnene en stor mudderpøl og søgte derhen, fortæller dagplejer Winni Steffensen.
Børnenes fælles leg og glæde i pølen fik Winni til at filme det fine hverdagsøjeblik og lægge på Facebook.
Og videoen blev delt og delt, og en dag ringede Instagrammeren Anders Hemmingsen for at få lov at dele videoen også.
- Først mente vi ikke, at der var andre, der behøvede at se, hvad vi laver. Men det er jo egentlig et godt budskab at kunne vise, at selvom det er koldt og vådt, så er der masser af tage sig til sammen med sine børn, siger Winni Steffensen.
Hun oplever, at der er meget negativ omtale om daginstitutioner og pasningsordninger generelt, og derfor er det også vigtigt for hende at vise, at der er mange rigtig gode stunder for børn i pasningsordninger.
- Mange tror, at børn sidder foran skærmen hele tiden, og det passer ikke. Det er ikke alle steder i Danmark, at børn har det dårligt, der er også rigtig mange steder, hvor de har det rigtig godt.