Fremgang hos Grundfos
For første gang siden 2010 stiger overskuddet igen hos pumpevirksomheden Grundfos i Bjerringbro
2 milliarder kroner. Så stort var overskuddet i 2015 før skat hos pumpevirksomheden Grundfos i Bjerringbro.
Det er mere end en fordobling i forhold til året før, hvor overskuddet kun var 861 millioner kroner før skat.
Dermed er det lykkedes for koncernen at vende de seneste fem års udvikling, hvor overskuddet år for år er skrumpet.
- Vi indfrier vores forventninger, så vi er tilfredse med resultatet. Når det sagt, så må jeg sige, det har været en blandet pose bolsjer på verdensmarkedet. Rusland, som tidligere var et af vores hurtigst voksende og profitable markeder, går markant tilbage, og Kinas vækstmaskine er gået i stå. Vi oplever den stærkeste vækst i Nord- og Sydamerika, siger koncernchef Mads Nipper i en pressemeddelelse.