Janni har mistet sin bedste veninde til kræft: - Her kan man mærke håbet og troen

Lysposer fyldte gadebilledet i Viborg torsdag aften.

Janni Hadbjerg Hundevadt har blandt andet mistet sin bedste veninde til kræft.
Janni Hadbjerg Hundevadt har blandt andet mistet sin bedste veninde til kræft.

Janni Hadbjerg Hundevadt ved om nogen, hvordan det er at have kræft inde på livet. 

Både hendes mor og bonusfar er lige nu i kræftbehandling. Og så har hun mistet sin bedste veninde til sygdommen. 

- Det var hårdt. Og det er stadig hårdt at have mistet til kræften. Og det er hårdt at have en familie, der er ramt, siger hun. 

Torsdag aften var hun til stede på Nytorv i Viborg, hvor folk kunne komme forbi og købe små lysposer.

1:59
Du kan se hele interviewet med Janni Hadbjerg Hundevadt her.

Formålet var, at man kunne tænde et lys for en man har kær, der kæmper med kræft - og så kunne der skrives en hilsen på lysposen.

Arrangementet var en del af Knæk Cancer ugen, som Kræftens Bekæmpelse og TV 2 i samarbejde afholder for at sætte fokus på sygdommen. 

- Ved det her arrangement kan man mærke håbet og troen på, at det nok skal blive godt igen, siger Janni Hadbjerg Hundevadt. 

Hun fortæller, at hun generelt synes, at det er hårdt at stå på sidelinjen som pårørende, fordi det kan være svært at hjælpe den kræftramte. 

- Det er mega svært. Og mega frustrerende. Og det er også derfor, at jeg er her i dag. Det er min måde at gøre noget på. For jeg har brug for at gøre et eller andet.