Mange mindes 20-årig afdød student i Viborg Domkirke

Viborg Domkirke har fredag aften åbnet dørene for dem, der vil mindes den 20-årige student, der er omkommet under en sejltur på Nørresø.

0:21
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Flere lys er fredag aften blevet tændt for den 20-årige student, der torsdag aften blev fundet død i Nørresø i Viborg.

Fra klokken 19 til 20 har Viborg Domkirke åbnet dørene for de, der vil mindes den 20-årige student, hvis liv sluttede under studenterfejringen.

Familie, venner og studenter er blandt de mange fremmødte, men flere viborgensere er også til stede i domkriken for at mindes den unge mand.

- Vi er alle meget berørte af det, som er sket. Det har især påvirket os i Viborg, skriver domkirken i et opslag på Facebook forud for aftenens begivenhed.

Domkirken har åbnet dørene efter aftale med familien til den 20-årige student.

- Det er så trist, vores tanker går til alle som er berørte, skriver domkirken videre.

I løbet af den time, hvor dørene er åbne, spiller domkirkens organist musik. Besøgende har mulighed for at tænde lys for den afdøde.

3:53
TV MIDTVEST er fredag aften til stede foran domkirken.

Mindestunden finder sted, knap en uge efter den 20-årige student forsvandt under en sejltur på Nørresø i Viborg.

Natten til lørdag forsøgte den 20-årige sammen med to venner at ro tværs over Nørresø i Viborg i hver deres kajak.

De to kammerater kom i land med deres kajakker. Det gjorde den 20-årige ikke, og de to venner slog alarm omkring klokken 02, da de opdagede, deres ven ikke længere var sammen med dem.

Først torsdag aften lykkedes det dykkere fra Søværnets Redningstjenste af finde studenten.

Efter aftale med den afdødes familie er TV MIDTVEST ikke inde i domkirken under mindehøjtideligheden, men opholder sig kun ude foran med en respektfuld afstand. Den 20-årige mands forsvinden og død har rørt mange i Midt- og Vestjylland, og derfor vurderer vi, at det giver mening, at vi er til stede under højtideligheden.