Nu springer studenterne ud: Det drømmer de om
Imens studenter og champagne springer ud om kap, begynder tankerne om fremtiden så småt at melde sig.
Blå og røde huer, hvide kjoler samt masser af flag kommer i den grad til at fylde i gadebilledet denne uge. Landets studenter springer for alvor ud.
På Viborg Gymnasium & HF lod rektor traditionen tro flaget stryge til tops sammen med de første studenter fra gymnasiets tre linjer.
- Det er så fedt. Jeg kunne ikke sove i nat, for jeg har bare glædet mig så meget til at blive færdig med skolen for evigt eller i hvert fald for lang tid, siger Sæunn La Cour Degnbol.
- Det er ret fedt, men også lidt mærkeligt. For efter fire år her står jeg med den der følelse - hvad skal jeg nu? siger Frederik Krejberg.
Drømmejobbet
Der er stor forskel på, hvad studenterne drømmer om, mens de i kap med champagnen springer ud. Nogle af studenterne i Viborg har et klart drømmejob, mens andres fremtidsdrømme er lidt mere diffuse.
- Mit drømmejob er at være selvstændig freelance illustrator/kunstner, som kan lave tegneserier helt alene og sælge i mange eksemplarer, Sæunn La Cour Degnbol.
- Jeg har ikke rigtig nogle helt store drømme. Jeg skal bare have noget, hvor jeg kan smile hver dag. Noget, jeg kan se mig selv gøre, siger Frederik Krejberg.
- En eller anden stilling i Røde Kors eller Folkekirkens Nødhjælp i udlandet eller administrationen her i Danmark, siger Frede Horsholt Kristensen.
- Jeg har ikke noget drømmejob. Jeg vinder nok i lotto, regner jeg med, siger Mathias Bech.
Viborg Gymnasium & HF holder dimission for sine studenter på fredag.
Undervisningsministeriets databank skønner, at mellem 46 og 48.000 bliver studenter på landets gymnasiale uddannelser i 2018.